Arkivfoto

Arkivfoto

Sådan tog bedstemor på plejehjem fusen på politistyrker i højeste alarmberedskab

Større politiudrykning i grotesk sag

Råb om hjælp på alarm-112 medførte større politiudrykning tirsdag formiddag omkring Kirke Hylling i Odshedded, Sjælland. Det udviklede sig til en en noget bizar sag.

Kl. 11.56 modtog politiet via alarm 112 en lettere diffus melding om, at nogen råbte om hjælp. Opkaldet var foretaget fra en mobiltelefon, der pludselig blev afbrudt, og som var registreret til en konkret adresse i Biltris Mark. Hverken alarmcentralen eller politiet kunne ved kontrolopkald få forbindelse med personen, der måtte være i nød. Politiet kørte til adressen og fandt ud over en åbenstående dør på stedet også et afskudt patronhylster, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Da en af beboerne var registreret med tilladelse til jagtvåben, tog politiet sine forholdsregler inden henvendelse på stedet. En ambulance blev tilkaldt som standby, hvis nogen enten var kommet til skade eller måske kom det i forbindelse med politiets forsøg på kontakt med beboerne.

Ved efterforskning fandt politiet frem til en 56-årig kvindelig beboer, som var på arbejde og ikke kendte noget til opkaldet. Ved nærmere eftertanke oplyste den 56-årige kvinde, at en af hendes mobiltelefoner var udlånt til hendes 84-årige mor på et plejehjem i Nordsjælland.

Ved henvendelse til plejehjemmet kunne personalet oplyse, at den 84-årige havde det godt, og at hun var i besiddelse af den mobiltelefon, hvorfra nødopkaldet var foretaget. Hun blev herefter frataget mobiltelefonen jf. aftale med familien, og politiet kunne herefter ophøre med indsatsen på stedet. I huset på adressen var kun en intetanende søn hjemme. Ingen blev sigtet for noget i anledning af opkaldene til alarmcentralen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Publiceret 17 October 2018 13:37