Flere partier bryder byrådets 'gentleman-agreement': Plastrer træer til med plakater

Politikerne i byrådet havde aftalt ikke at hænge valgplakater i de aarhusianske vejtræer. Men den såkaldte 'gentleman-agreement' bliver ikke overholdt.

Artiklens øverste billede
Liberal Alliances spidskandidat Jakob Rixen har blandt andet sine smarte dobbeltplakater hængende på Marselis Boulevard. Foto: Danni Paulsen

»Vi havde samme situation i sidste valgkamp. Det er ikke særligt betænksomt for at sige det mildt.«

Ordene kommer fra en tydeligt frustreret Steen Bording Andersen, byrådsmedlem og -kandidat for Socialdemokratiet, der netop har været ude for at hænge flere valgplakater op, fordi de første ikke kunne tåle regn.

Men det er faktisk ikke de vandsky valgplakater, han raser over, men derimod det faktum, at han ser rigtig mange valgplakater hængende på byens vejtræer.

Der var nemlig lavet en klokkeklar aftale i byrådet, en såkaldt uformel ’gentleman-agreement’, om, at man ikke tager træerne som gidsler i valgkampen. Men den aftale bliver ifølge Steen Bording Andersen ikke overholdt.

»Jeg ved jo, hvad det kan gøre ved træernes bark. Vi går ind i vintertid, og er der bare en smule frost og en lille åbning i barken, så er der en stor risiko for, at træet tager skade eller i værste fald går ud. Det er jo ikke fordi, vi ikke har lygtepæle i Aarhus,« siger han og fortsætter:

»Det kan ikke passe, at man er så overivrig, at man slet ikke tager hensyn til naturen. Vi har en grøn politik i Aarhus og vil gerne have flere træer og en grøn by. Alligevel vil man risikere at ødelægge noget af det. Det forstår jeg simpelthen ikke.«

Vi ville gerne have fulgt den aftale, hvis byrådet da havde ulejliget sig med at informere om, at den eksisterede

Jakob Rixen (LA)

DF-plakater fjernet

Lokalpolitikeren har blandt andet sendt et billede fra Damgårds Allé i Beder, hvor plakater fra Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Kristendemokraterne pryder samtlige vejtræer.

Og DF-spidskandidat, Jakob Søgaard Clausen, hvis ansigt præger nogle af plakaterne, beklager.

»Jeg har fundet andre placeringer til dem nu. Jeg har lige været ude at fjerne en af vores plakater på Skanderborgvej også, så hvis vi bliver gjort opmærksom på det, så fjerner vi dem,« siger den unge kandidat.

Ifølge ham var det slet ikke meningen, at plakaterne skulle hænges i træer, men ikke på grund af aftalen.

»Vi var ikke opmærksomme på byrådets aftale, men vi havde sagt til vores frivillige, at de ikke skulle hænges i træer, selvom det er lovligt, for vi synes, at det sender et dårligt signal. Så det er ærgerligt, at der er sket en fejl.«

I Beder opdagede Steen Bording Andersen, at der blandt andet hang plakater fra Kristendemokraterne, Enhedsliste og DF i træerne. Foto: Steen Bording Andersen

LA’er fortryder intet

På Marselis Boulevard hænger Jakob Rixens smarte dobbeltplakater helt alene og ugeneret i de gamle træer i midterrabatten.

Og fra ham lyder der ingen beklagelse. Liberal Alliance-spidskandidaten skyder tværtimod skylden retur til partierne bag aftalen.

»Jeg blev mindet om den, efter vi havde hængt plakaterne op, men vi har hængt op i henhold til reglerne fra Vejdirektoratet. Vi ville også gerne have fulgt den aftale, som vi i øvrigt ikke er en del af, da vi ikke har en plads i byrådet, hvis byrådet da havde ulejliget sig med at informere partierne om, at den eksisterede, før vi hængte plakater op. Det har man ikke, og så synes jeg, at det er svært at øffe over,« lyder det kontante svar.

Hvad synes du om signalværdien i at hænge plakater på træer?

»Vi ønsker naturligvis ikke at gøre skade på træerne, så derfor har vi kun hængt op i ældre træer, hvor der er en tyk bark, som ikke tager skade. Risikoen for, at træer med to-tre centimeter bark tager skade, er meget lille. Hvis vi senere bliver en del af en aftale om ikke at hænge op i træerne, så vil vi selvfølgelig respektere den. Det er faktisk en fin idé – som man bare skulle have informeret om.«

Røven i klaskehøjde

Steen Bording Andersen medgiver, at aftalen burde have været kommunikeret ud til alle partier.

»Men omvendt synes jeg også, at det handler lidt om almindelig omtanke. Udfordringen er, at man på ingen måde har tænkt sig om i forhold til, hvad der kan ske med træerne. Jeg håber ikke, at det sker igen,« siger han.

Du sætter lidt røven i klaskehøjde nu. Det vil jo være flovt, hvis der efter denne artikel kommer meldinger om, at du har plakater i vejtræer. Kan du garantere, at det ikke er tilfældet?

»Det kan jeg godt garantere. Jeg har fuldstændig styr på de plakater, der er sat op. Det har vi lagt en fast strategi for, så der bliver ikke kastet nogen sten fra glashuse her,« griner han.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.