Borgmester Jacob Bundsgaard slår fast: Det store velfærdsproblem bliver ikke penge, men at skaffe hænder

Rekruttering kommer til at fylde rigtig meget for Aarhus Byråd den kommende tid, spår borgmester Jacob Bundsgaard (S), der blandt andet vil afskaffe deltidsstillinger i kommunen.

Artiklens øverste billede
Velfærden kommer til at lide under rekrutteringsproblemer, hvis der ikke bliver taget hånd om det snart, lyder det fra borgmester Jacob Bundsgaard (S). Foto: Joachim Ladefoged
Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbrev for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Du kan godt vænne dig til, at ordet ’rekruttering’ kommer til at fylde rigtig meget i den lokalpolitiske sfære i Aarhus de kommende år.

Det slår borgmester Jacob Bundsgaard (S) fast i et interview med Lokalavisen Aarhus.

For kommunen står med et efterhånden ret stort problem. Det er ikke til at få de hænder, der er brug for i et velfærdssamfund, hvor behovet på flere vigtige områder bare stiger og stiger.

»Det er det her, der blinker allermest i forhold til vores organisation i øjeblikket. Det er der, vi er mest udfordret,« konstaterer borgmesteren.

Hidtil har de store politiske kampe handlet om, hvor mange penge der skal sættes af til de forskellige områder, men Jacob Bundsgaard frygter, at den diskussion inden længe kan være omsonst.

»Det bliver ikke pengene, der kommer til at sætte begrænsninger for vores velfærd, men hvor mange hænder vi kan skaffe, fordi rekrutteringssituationen er så presset. Vores evne til at tiltrække og fastholde medarbejdere kommer til at være en begrænsende faktor, og det er derfor, at det kommer til at fylde så meget. For det kan godt være, at vi kan afsætte penge til en bedre bemanding på et plejehjem, men hvis vi ikke kan rekruttere de mennesker, der skal løse opgaven, så er det jo ligegyldigt.«

Hver tredje ældre-stilling er ubesat

Ældreområdet er det absolut mest udfordrede område. Ifølge et internt notat i Aarhus Kommune bliver 30-40 procent af de opslåede stillinger ikke besat, og alene i december søgte Sundhed og Omsorg 172 sosu’er og sygeplejersker. Det betyder blandt andet, at afløsere og ufaglærte skal dække ind, for at vagtplanerne går op.

Men det er ikke kun på plejehjemmene og i hjemmeplejen, at det begynder at blive sværere at leve op til serviceniveauet. Også på socialområdet er der problemer.

Her stiger antallet af opslåede stillinger, mens antallet af ansøgere til stillingerne i blandt andet døgntilbud er faldet drastisk med over 50 procent fra 2019 til 2021.

Hos Børn og Unge er det især pædagogstillingerne, der er svære at besætte. Også her er der flere og flere stillingsopslag, men antallet af ansøgere til de mange stillinger faldt i sidste halvdel af 2021 i gennemsnit fra 22 ansøgere til 7.

»Det er problematisk, for vi kommer formentlig til at skulle bruge mange flere medarbejdere på disser områder fremover,« konstaterer Jacob Bundsgaard.

Bedre arbejdsmiljø

Men hvad er løsningen på det store mandskabsproblem så? Jo, ifølge den borgmesterkædebærende styrmand, så skal kommunen til en start blive bedre til at holde på de folk, der allerede er ansat.

»Fastholdelse handler først og fremmest om at skabe et godt arbejdsmiljø, der forhindrer, at folk bliver nedslidte og mister motivationen. Derudover kan vi måske få folk til at udsætte deres pension et halvt eller helt år. Der er rigtig mange her i coronatiden, der har taget en ekstra tørn, og det samfundssind er vi nødt til at appellere til i vores medarbejdere. Det kræver dog også fra os som organisation, at der er økonomisk gevinst og en stor anerkendelse.«

Når vi hører om dårligt arbejdsmiljø i det offentlige, handler det især om underbemanding. Så du skal vel have en højere normering hele vejen rundt, hvis du vil forbedre arbejdsmiljøet?

»Vi kommer helt sikkert til at skulle ansætte flere.«

Betyder det højere normering, eller at niveauet i dag bare skal følge demografien?

»Njarh... Jeg kan ikke give dig et helt konkret billede af det, fordi det er noget, vi tager stilling til med vores budgetlægning. Men de sidste to år har vi jo øget investeringen ud over den demografiske udvikling på ældreområdet, og det er min forventning, at vi kommer til at gøre det igen i den kommende periode. Vi kommer til at skulle investere i vores velfærdsområder.«

Slut med deltid

Når det kommer til at tiltrække nye medarbejdere er problematikken en noget anden. Normalt kan en arbejdsgiver ”bare” konkurrere på løn og hæve den, hvis der mangler hænder, men så simpelt er det ikke for en kommune.

»Meget af det økonomiske er vi ikke helt herrer over selv, fordi det ligger i overenskomster og på nationalt niveau. Derudover kan vi ikke tillade os at stikke af som enkelt kommune, for hvis det skal fungere, kan det ikke nytte, at vi konkurrerer sosu-assistenter ud af Favrskov Kommune. Vi skal samlet set på landsplan finde en god løsning,« forklarer Jacob Bundsgaard.

Men én knap, han kan dreje på, er stillingerne. Og borgmesteren vil gerne den meget store andel af deltidsansatte i kommunen til livs.

»Vi skal have lavet stillinger, der både i struktur og arbejdsbelastning passer til, at man kan have et fuldtidsarbejde. Jeg mener, at det er 80 procent af de ansatte i daginstitutionerne, der er på deltid, så potentialet er meget stort. Grundlæggende bør vi i princippet kun lave fuldtidsstillinger fremadrettet i Aarhus Kommune.«

Borgmesteren ser dog muligheder i den store arbejdskraft, der frigives når det er slut med at teste og vaccinere for corona - samt de godt 7.500 ledige, der er i kommunen i dag.

»I starten af året kommer der en pakke, som vi har bedt vores direktører udarbejde, og så skal vi have en politisk diskussion af, hvordan den skal implementeres, og hvordan vi finder tilstrækkeligt med ressourcer til det.«

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.