Omstridt naturprojekt vedtaget: Aarhus sætter millioner af til vildere natur i Marselisborgskovene
Aarhus Kommunes byråd har onsdag aften vedtaget at bruge 1,4 millioner kroner på projektet Moesgaard Vildskov, der skal fremme biodiversiteten i Marselisborgskovene. Det bliver dog uden hegn eller kreaturer i skoven, som ellers har været oppe at vende.
Siden det blev foreslået, at gøre Marselisborgskovene vildere, har der været heftig debat om projektet.
Onsdag aften vedtog byrådet i Aarhus Kommune så projektet Moesgaard Vildskov, der skal fremme biodiversiteten i området, men det vedtagne projekt er blevet nedbarberet en del fra det oprindelige forslag.
Det skriver Aarhus Stifstidende onsdag aften.
Som et led i at skabe mere biodiversitet blev det oprindeligt foreslået, at der skulle laves indhegning, og at heste og køer skulle kunne bevæge sig i skoven i de indhegnede områder.
Det fik mange af de aarhusianske naturelskere og også mountainbikere op af stole og sadler i krads kritik af, at dyrene ville ødelægge mulighederne for at udfolde naturglæden for de besøgende.
Byrådet har sat 1,4 millioner kroner af til projektet, der blandt andet medfører, at døde træer skal få lov at blive liggende, og at der skal være mere stillestående vand i skoven til glæde for skovens dyr, insekter og plantearter. Og det vil ske på en måde, som de færreste aarhusianere vil mærke meget til, forklarer Liv Gro Jensen fra SF, der selv stillede forslaget oprindeligt, til avisen.
Moesgaard Vildskov i sin vedtagne form vil nemlig næppe påvirke de naturelskere og mountainbikere, der hyppigt tager i skoven. De fleste tiltag i naturprojektet kan ifølge kommunen ske uden at påvirke eksisterende veje og stier.
»Hvis du er trænet og vant til at komme i området, vil du kunne se nogle større mængder af de arter, der er derude i forvejen. Du vil kunne se mere vand, og der vil være små søer, der hvor vandet ellers ikke kan samle sig i dag. Det er rigtigt godt for biodiversiteten,« siger hun til Aarhus Stiftstidende.
»Det er helt vildt dejligt, at vi snart kommer i gang med Moesgaard Vildskov. Men det her er jo bare første skridt,« fortsætter hun.
sbl