Thulesen Dahl overvejer sin fremtid: »Øger det danskernes respekt for DF, at vi kalder hinanden for øgenavne?«
På Facebook sår Kristian Thulesen Dahl tvivl om sin fremtid i partiet. Udmeldingen kommer ovenpå dage, hvor flere profiler har sagt farvel til partiet.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Ovenpå et par hektiske dage i Dansk Folkeparti, hvor flere profiler har taget sit gode tøj og er gået - heriblandt flere over til Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne - så sår tidligere partiformand Kristian Thulesen Dahl nu også tvivl om sin fremtid i partiet.
»Jeg overvejer selvfølgelig min situation lige nu. Mange af mine gode venner har forladt partiet. Men jeg har stadig rigtig mange gode venner tilbage i partiet,« skriver han blandt andet i et længere facebook-opslag.
For knap to uger siden meddelte den tidligere formand, at han ikke ville stille op for Dansk Folkeparti ved næste valg - og han har også tidligere varslet, at han ikke vil garantere, at han ville blive i partiet.
Skal vi tro på en fælles fremtid, starter og slutter det i hvert fald med at tale ordentligt med og om hinanden. Og ja - på det punkt er der en del at arbejde med lige nu…
Opslaget kommer ovenpå et par dage, hvor profiler som Peter Skaarup, Søren Espersen, Dennis Flydtkjær - samt hans egen bror Jens Henrik Thulesen Dahl har sagt farvel til partiet. Her har nuværende partiformand Morten Messerschmidt også været ude og opfordrer den tidligere formand til, at han også »kommer ud af busken« og melder klart ud om sine fremtidsplaner.
Hvilket Kristian Thulesen Dahl nu delvist har imødeset med dagens udmelding.
Øger det danskernes respekt for DF?
I opslaget besvarer han også nogle af de kritiske bemærkning, der er kommet hans vej. Her har det især trukket overskrifter, at Dansk Folkeparti-medlemmet Nana Harring på Twitter har kaldt Thulesen Dahl for en »tøsedreng«.
Derfor kan man også læse dele af hans opslag, som et svar på det:
»For øger det danskernes respekt for DF, at vi kalder hinanden for øgenavne? Som var det tilbage i skolegården…Øger det respekten for DF, at vi selv leder danskernes tanker hen på det ballademøde, der var i Fremskridtspartiet i 1995 og som DF opstod på ruinerne af?« spørger han og fortsætter:
»Måske vi i stedet skal huske alle de gode stunder, der har været, i stedet for at kaste med skældsord efter hinanden! For der har været rigtig mange gode stunder!,« skriver den forhenværende partiformand, inden han slutter sit opslag af med en opfordring til partifællerne:
»Skal vi tro på en fælles fremtid, starter og slutter det i hvert fald med at tale ordentligt med og om hinanden. Og ja - på det punkt er der en del at arbejde med lige nu…«