Overraskende drejning: Flertal for, at han er Folketingets nye formand
Det kan meget vel blive en Venstre-mand, der får den fremtrædende post som Folketingets formand.
Opdatering: Kort efter nyheden om indstillingen og støtten fra S, meddelte Moderaterne, Nye Borgerlige og SF, at de støtter Søren Gade som ny formand. Dermed er der et solidt flertal for Gade i formandsstolen.
Venstre har indstillet den populære vestjyde Søren Gade til at blive ny formand for Folketinget, og indstillingen får ganske opsigtsvækkende opbakning fra Socialdemokratiet.
En post, der historisk set har tilfaldet den politiske blok, der havde magten.
Men som det er de fleste bekendt, er der i øjeblikket store regeringsforhandlinger i gang efter valget 1. november, og her forhandles der blandt andet om et brud med blokpolitiken og en regering hen over midten.
Og den socialdemokratiske støtte til en tidligere politisk modstander som formand, kan være et tegn på, at blandt andet Venstre og Socialdemokratiet nærmer sig hinanden i regeringsforhandlingerne.
»Som formand for Folketinget skal man være en værdig repræsentant for alle partier og medlemmer. Det kræver både erfaring og samarbejdsvilje – to egenskaber, som Søren besidder i rigt mål. Ikke mindst evner han at samle i stedet for at splitte. Det er måske det vigtigste. Jeg sætter personligt stor pris på Søren som menneske og kollega. Sidst jeg mødte ham var i valgkampen, hvor vi besøgte veteraner i Skive. Hans engagement i andre mennesker er ægte.«
»Jeg håber, han vil møde bred opbakning fra Folketingets partier. Søren Gade har i hvert fald opbakning fra Socialdemokratiet, hvilket jeg også har sagt til Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen,« skriver Mette Frederiksen på Facebook.
Søren Gade siger til TV MidtVest, at han er overrasket og beæret over indstillingen.
»Det er nyt og det er overvældende. Det er ikke en post, jeg har overvejet eller tænkt over kunne blive min. Jeg er beæret over, at mit parti og min chef vil indstille mig. Det er ikke tit, jeg ligger søvnløs. Sådan var det natten til i dag. Muligheden for at kunne blive formand for Folketinget har sat tanker i gang,« siger han.
Formelt er stillingen landets næsthøjeste embede - lige under Dronningen.
Før valget var det socialdemokrat Henrik Dam Kristensen, der besad posten som formand for Folketinget, men han valgte ikke at genopstille til Folketinget.
Søren Gade blev valgt i Vestjyllands Storkreds og fik ca. 18.000 personlige stemmer.
Den kommende formand skal vælges, når det nye folketing samles på onsdag.
ddp