Syg borgmester melder afbud
Mandag skulle partierne bag Aarhus Kommunens budgetforlig mødes for at drøfte det omfattende sparekatalog, men det er blevet udsat på grund af sygdom.
Efter Aarhus Kommunens store sparekatalog har været i offentlig høring, var det meningen, at partierne bag budgetforliget skulle mødes mandag for at drøfte høringssvarene og forhandle, hvordan kommunen finder nedskæringer på 214 millioner kroner om året. Det blev dog søndag udskudt med ti dage.
Årsagen er, at borgmester Jacob Bundsgaard (S) har lagt sig syg med covid-19, oplyser Borgmesterens Afdeling i en pressemeddelelse.
Det har været overvejet, om forhandlingerne kunne holdes virtuelt, men det er ifølge pressemeddelelsen vurderingen, at forhandlingerne har en karakter, der bedst gennemføres og tilgodeses ved et fysisk møde.
»Vi skylder en grundig og gennemgribende drøftelse af høringssvar og de forslag, som magistratsafdelingerne har fremlagt. Derfor prioriterer vi at kunne mødes fysisk til forhandlingerne. Det er desværre ikke muligt at gennemføre mandag,« siger Jacob Bundsgaard i pressemeddelelsen.
Forhandlingerne gennemføres derfor i stedet torsdag den 15. december kl. 19.00, hvilket også betyder, at den videre behandling af budgettet bliver skubbet.
jwh