Byens yngste rådmand: »De andre gik til fodbold - jeg gik til politik om tirsdagen«

Det er med henholdsvis et kammeratligt stort kram og et professionelt håndtryk, at Anders Winnerskjold hilser os velkommen på sit store kontor på Aarhus Rådhus, hvor skiltet udenfor afslører, at han er rådmand for sociale forhold og beskæftigelse.

Fra kontoret er der en god udsigt. Man kan se både de dyre huse med dyre beliggenheder, men man kan også skimte Gellerupparken. Det kan han godt lide. Man bliver ligesom mindet om, at det hele har hjemme her i Aarhus.

Vi begge får et stort smil med hilsenen, men det er Younes Deaibes, der får æren af krammet. De to kender hinanden ”hjemmefra”. Fra 8210. 

Politik om tirsdagen

Anders Winnerskjold er opvokset i en »lykkelig skilsmisse-familie« i Hasle og i Åbyhøj ved Aarhus. Han er på papiret enebarn, men i praksis hele seks søskende af både den slags han deler halvdelen af generne med, men også dem uden, som bare »altid har været der«. For forældrene blev skilt, da han var helt lille.

»Mine forældre var så seje, virkelig. Jeg havde en virkelig god barndom,« slår den unge socialdemokrat fast.

Socialdemokrat, det har han været, siden han var 13 år gammel.

»Mine kammerater gik til fodbold og håndbold og alt det der. Jeg gik til politik om tirsdagen,« griner han. 

Han har været vant til at diskutere politik i hjemmet. Altid. 

Hvilke voksne har betydet noget for dig i din barndom?

Spørgsmålet ligger Younes Deaibes meget på sinde. Det har været afgørende i hans liv, at nogle voksne rent faktisk på et tidspunkt stolede på hans evner.

Men Anders Winnerskjold tøver lidt.

»Altså jeg har ikke bare sådan én, som har gjort den der store forskel, som jeg kan høre, du søger efter. Men jeg kan nævne to, som i hvert fald har formet mig på den ene eller anden måde.«

Den ene er bonus-faderen, der var den, som bragte de politiske samtaler ind i hjemmet. Det har gjort, at politik altid har været en ting i Anders Winnerskjolds liv. 

Den anden person bor på den anden side af jorden, nærmere betegnet i Texas, og har ikke den samme nære relation.

»Jeg flyttede til Texas efter folkeskolen for at gå på high school et år. Og der kom jeg til at bo hos en enlig mand. Jeg blev hurtigt vant til at skulle klare ret meget selv, og det voksede jeg virkelig meget af,« fortæller han. 

Bare en hobby

Anders Winnerskjold kom hjem fra staterne for at gå på Aarhus Statsgymnasium , hvor der – naturligvis, fristes man til at sige – var samfundsfag på skemaet. Og politik fyldte, men det var en hobby. Det forblev det også, da han startede på statskundskab på Aarhus Universitet.

Men på et tidspunkt stod han ved en skillevej. Det der med at være fuldtidspolitiker var egentlig aldrig planen, siger han.

»Politik havde altid været en hobby for mig. Men jeg brænder for at forandringer. Og hvis man virkelig vil forandre noget, så bliver man nødt til at lægge en masse tid, kræfter og energi i det.«

Så Anders Winnerskjold sprang ud i det. Blev sat på Socialdemokratiets stemmeseddel til Kommunalvalget i Aarhus Kommune i 2017, og resten er historie. I januar 2022 blev han betroet hvervet rådmand for sociale forhold og beskæftigelse.

Den unge rådmand virker, som om han er havnet på den helt rette hylde, selvom politik er noget af en hård branche. Her er der noget, han er dygtig til. Eller i hvert fald som han brænder for.

»Alt handler ikke om talent. Det handler i lige så grad om, at du er villig til at lægge de timer, der skal til.«

Younes Deaibes nikker genkendende og spørger:

Hvad er din største succesoplevelse?

»Må jeg svare to ting?«

Måske det er meget sigende om Anders Winnerskjold. Ikke at sætte ting på spidsen. Det er velovervejet, og han vælger ikke én ting, der skal definere ham.

Den om karrieren

Den første succesoplevelse er nok den mest oplagte. Han blev valgt ind i byrådet som 25-årig ved sit første valg.

»Ved det første valgresultat, der ved man ikke, hvordan det er gået end selv, der er det selve partiets stemmer. Men jeg kan huske, første gang jeg bliver valgt, at jeg står nede bagerst i byrådssalen med min kæreste Ane, og familie og venner, da de personlige stemmer bliver offentliggjort. Det er sådan, at listen bliver læst op nedefra. Altså dem med færrest stemmer bliver råbt op først.«

Anders Winnerskjold gør store øjne – og armbevægelser.

»Og mit navn bliver bare ikke læst op...«

Det er ikke svært at forestille sig, hvordan nerverne har siddet uden på tøjet den dag. Han husker det hele tydeligt. 

»Vi kommer tættere og tættere på, der bliver nævnt flere etablerede politikere, der bliver nævnt rådmænd ... Og så til sidst. Dér er kun to navne tilbage på listen, og borgmesteren er jo en af dem, ved jeg. Der bliver sagt ”Anders Winnerskjold med 2721 stemmer”«

Han gengiver stemningen med armene i vejret og et jubelbrøl.

»Det var en vild oplevelse. Jeg troede jo – alle troede jo – at sikke en god kampagne, men den gik ikke, kammerat. Det gik heldigvis godt.«

Han har set tv-klippet nogle gange siden, og det fremkalder stadig gåsehud.

Siden da er der fulgt en masse medieopmærksomhed. Det er på både godt og ondt. Folk stopper ham også på gaden for at rose ham.

»Det skete lige den anden dag. Det gør mig stolt.«

Den om sammenholdet

»Det andet,« siger Anders Winnerskjold og gestikulerer ivrigt med hænderne.

»Det var da vi skulle modtage alle de ukrainske flygtninge. Det var så vildt at se, hvordan alle bare gjorde en kæmpe indsats, og vi fik gjort boliger klar til dem på ingen tid. Det var virkelig vildt at være med til.«

Det var måske det der med forandringen. At føle, man gør en forskel, der tydeligvis er det, der driver Anders Winnerskjolds politiske ambitioner. 

Gnisten og gejsten

Det er oplagt nu at spørge om det, som vores besøg egentlig har til hovedformål. Han har kredset om det flere gange, men hvad er det egentlig for en gnist, der har har tændt sig i ham, der har banet vejen for ham ind som socialdemokratisk rådmand i byrådet i Aarhus Kommune?

»Jeg har nok bare en grundlæggende skabertrang i mig. På studiet fandt jeg også ret hurtigt ud af med en studiekammerat, at vi ville starte en virksomhed sammen.«

»Jeg blev købt ud for nogle år siden, men den er faktisk lige blevet solgt. Det er jeg egentlig ret stolt over, at jeg har været med til at skabe.«

Og det han skaber nu, det er forandring. Et ord, der bliver ved med at vende tilbage, når vi taler om hans arbejdsliv. Younes Deaibes spørger interesseret:

Hvilken gejst for dig til at blive ved med at brænde for det at være politiker?

»Det må være det, vi har talt om, med forandringer. Det er helt klart det, at jeg kan mærke, at jeg gør en forskel. Og I det her job, der føler jeg et kæmpe ansvar for virkelig mange mennesker. Dem brænder jeg for at gøre en forskel for.«

Hvad så nu?

Hvad så, hvis vi kom tilbage og lavede det her interview om 10 år, laver du så det samme?

»Ja, der er jeg stadig i politik. Men nok ikke på Christiansborg.«

Men Anders Winnerskjold virker glad for sin situation lige nu, og vigtigst er ikke karrieren eller prestigen. Det er også et af de råd, han gerne vil give unge i dag.

»Man skal være glad i det, man laver. Man skal ikke tænke på, at det skal se godt ud udefra.« 

Derfor er han også kendt for at glide af på spørgsmålet, som alle elsker at stille ham: Bliver han den nye borgmester i Aarhus efter Jacob Bundsgaard?

»Det er specielt, at så mange forudser en fremtid for en, som man ikke ved, om bliver.«

Han afskriver det ikke. Et rigtigt politikersvar. Men vil være sikker på at have sig selv med. Og den ild, der skal brænde for at skabe forandringer.

»Der skal brænde en ild, hvis man skal være i politik. Den dag, den ikke er der mere, der skal man lave noget andet.«

Privat eller på job

Ind til videre er det svært at skille politikeren og privatpersonen Anders Winnerskjold ad.

»Mine venner ville sagtens kunne se mig på arbejde og tænke: Ja, det er bare Anders det der. Og så tager jeg jo nok også politikeren lidt med hjem. Jeg kan ikke lade være.«

Anders Winnerskjold er et stort smil og afslører så alligevel, at der er noget, han tænker bevidst over at skelne mellem:

»Den største forskel er nok, at jeg bander meget mere privat,« siger han og griner.

Så det er ikke kun politikeren Anders Winnerskjold, vi har mødt. Der er i hvert fald censureret en smule i citaterne i artiklen her.