Præsteklumme: Hvordan ser Djævelen ud?

præsteklumme Hvordan tror I, Djævelen ser ud, spørger jeg altid konfirmanderne om. Og de mener som oftest, at han er grim, rød og har horn. Så spørger jeg, om de ville blive fristet til at gøre, hvad en rød, grim mand med horn i panden sagde, de skulle. Og det vil de jo ikke.

Men hvem og hvad er det så, der på djævelsk vis frister os til at gøre det, vi inderst inde ikke vil. En ond magt, tilfældet, ubetænksomhed? Livet i al sin brogethed, måske mest af alt. Vi ved det ikke. Men at det onde findes og sker, det ved vi.

Når jeg bringer Djævelen og den/det onde på banen, er det fordi, søndagens historie i kirken handler om, at Jesus efter sin dåb og efterfølgende 40 dages faste i ørkenen mødes af Djævelen selv. Og Djævelen forsøger af al magt at friste Jesus til at underlægge sig ham. Når jeg læser den historie, kommer jeg altid til at tænke på Thorsen i julekalenderen Jesus og Josefine. Thorsen er Djævelen selv, og han kan som ingen andre friste. Det kræver overmenneskelig styrke at gå imod de tilbud, han kommer med. Den styrke har Jesus. Han siger nemlig, at alt det, du forsøger at friste mig med, er ikke dit. Det tilhører Gud selv, og kun ham. Så smut med dig. For jeg vil kun høre Gud til.

Jesus kunne modstå det og den onde. Det lykkes ikke altid for os mennesker. Men så må vi se os selv i øjnene og vedgå, at vi blev fristet over evne eller bare helt ubetænksomt eller tilfældigt kom til at såre og lægge liv øde. Og så bede om tilgivelse og nåde fra Gud, så vi kan få lov at begynde forfra, prøve igen. Og tænk, det vi ber om, får vi. Gud er altid klar med sin kærlige tilgivelse og nåde. Klar til at sende os ud i verden og livet igen for at gøre vores bedste, som lige dem vi er og der, hvor vi er. For Gud er heldigvis evig kærlighed, og størst af alt er kærligheden.

God fastetid.