Skal der bygges op til fem etagers bygninger her?
Projekter fra arkitektfirmaer skaber bekymring hos lokalsamfundet omkring Årslev
Natur Projekter fra arkitektfirmaer skaber bekymring blandt naturfolk i Aarhus og borgere i og omkring Årslev. Projekterne, der er bestilt af nogle lokale grundejere på Skibbyvej, viser blandt andet visioner og ønsker om nye lejlighedsbyggerier på området nær Årslev Engsø. Området består lige nu af blandt andet marker, der ligger brak.
Frygten er, at der skal bygges punkthuse, rækkehuse og bygninger på op mod fem etager tæt på Årslev Engsø. Gruppen "Bevar naturen ved Årslev Engsø", med Anne Strandridder som én af de bærende kræfter, har samlet underskrifter fra flere end 1000 borgere på hjemmesiden skrivunder.net, der gerne vil bevare naturen omkring Årslev Engsø, som den er.
"Der er kun gået to uger med underskriftsindsamlingen. Vi er rigtig glade for, at der er så mange i nærområdet, der bakker op om, hvad vi selvfølgelig synes, er nogen planer, der ikke hører sig til herude," siger Anne Strandridder
Gammel plan
Baggrunden for idéerne til at bygge nye ejendomme mod Årslev Engsø stammer tilbage fra kommuneplanen 2009, hvor en kommuneplanramme beskriver, at der er "udpeget et perspektivareal syd for landsbyen Årslev til boligformål".
Kommuneplanrammen ønsker Anne Strandridder og resten af gruppen "Bevar naturen ved Årslev Engsø" at afgrænse, så der kun bygges nye ejendomme nord for Skibbyvej, og altså ikke på området mod engsøen.
"Vi er mange forskellige mennesker, der har startet gruppen. Jeg tror, at vi alle enten bor herude eller er flyttet herud på grund af naturen omkring engsøen. Vi er helt bevidste om, at der skal udvides vestpå mod Harlev, men jeg tror ikke, der er nogen af os, der havde fantasi til at tro, at der skulle bygges ned mod engsøen," fortæller Anne Strandridder uforstående.
Forskellige planer
Der er hidtil fremlagt to forskellige projekter fra arkitektfimaer, der viser ønsker om at bygge ejendomme mellem Skibbyvej og Årslev Engsø.
Det ene projekt, der er udarbejdet af arkitektfirmaet Christoffersen og Weiling for en grundejer på Skibbyvej, viser ønsket om at omdanne de allerede eksisterende drivhuse på området til boliger.
Det andet projekt, der er udarbejdet af arkitektfirmaet Lytt Architecture for flere grundejere, er det, der hidtil har skabt størst debat i det vestlige Aarhus.
Op til fem etager
Projektet, der hedder "Helheds- og bebyggelsesplan for Årslev", viser ønsker om, at der blandt andet skal bygges et lejlighedsbyggeri i op til fem etagers højde ikke langt fra Årslev Engsø.
Tanken om lejlighedsbyggerier mod engsøen er ikke noget, der huer Anne Strandridder.
"Jeg forstår ikke, hvorfor man vil tage de kvadratmeter ved engsøen og bebygge dem med etagebyggeri, når man kan gøre det så mange andre steder, hvor det passer bedre ind," siger hun.
Naturkanon
Det er ikke andet end syv måneder siden, at Aarhus Kommune i form af Teknik og Miljø i samarbejde med Det Grønne Råd ved en afstemning indlemmede Brabrand Sø og Årslev Engsø ind i Aarhus' Naturkanon.
Her blev naturområdet, der ligger i Aarhus Ådal valgt som ét af 10 udvalgte steder til at indgå i naturkanonen.
Rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V) skrev i en pressemeddelelse dengang:
"Vi skal sikre os, at der også er gode naturoplevelser til fremtidens aarhusianere. Derfor skal vi passe på den, så den høje naturkvalitet også i fremtiden er et parameter, som vi kan brande os på og have glade af."