Ny jagtaftale: Nej til Dyrehaven, ja til Hørning
Byrådet har blåstemplet en udvalgsbeslutning om at fjerne Skanderborg Jægerråds jagtrettigheder i Dyrehaven i Skanderborg. Venstre og Konservative stemte som de eneste for at tillade jagt i en del af skoven.
Til gengæld er der givet tilladelse til jagt på to nye områder, ved henholdsvis Sommerbæk/Kærvejsområdet i Hørning og ved søbredden ved Skanderborg Sø/Skanderborg Golfklub.
Området ved Hørning er udlagt til byudvikling og forventes derfor indskrænket løbende i takt med byudviklingen. Ved Skanderborg Golfklub forventes der cirka 10 andejagter om året.
Der vil fortsat være jagt i områderne: Junges Skov, Mallinggård Skoven, Vrold Vestermose og Vestermølle.
Skanderborg Jægerråd skal foretage rågeregulering som modydelse for den gratis jagt på de kommunale arealer.