Lions Club Hørning donerer tv til Præstehaven

Artiklens øverste billede
Lions Club Hørning har doneret et 65 tommer smart-TV til beboerne på 2. sal på Lokalcenter Præstehaven. Privatfoto

Torsdag 22. april ankom en stor pakke til beboerne på 2. sal på Lokalcenter Præstehaven. I pakken var et smart-TV, som personalet havde søgt om hos Lions Club Hørning. Det oplyser Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Julen varer måske ikke helt til påske, men der var næsten julestemning, da pakken blev åbnet og pedellerne monterede TV’et på væggen. TV’et, der er 65 tommer afløser et gammeldags TV, der var så lille, at det faktisk ikke blev brugt.

Fremover kan beboerne på 2. sal nu nyde at kunne samles om højtideligheder som landskampe og Melodi Grand Prix og med smartfunktionerne kan de nu til enhver tid synge fællessang sammen med Phillip Faber og gense interviews med dronningen.

Sanseterapeuten hos Præstehaven er særligt begejstret over muligheden for at finde det, der kaldes ”Slow-TV”, hvor tempoet er helt nede, så eksempelvis demente beboere kan få en god oplevelse. Et eksempel på det er togrejser gennem smukke bjerglandskaber. Lions Club Hørning meddeler, at de ikke har mulighed for at donere sådan et TV til alle afdelingerne på Præstehaven. Så beboerne må slå et smut forbi 2. sal og få del i oplevelsen der.

Præstehaven takker Lions Club Hørning for den flotte donation.

sas

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen