Politikerne kigger på ønske om friplejehjem i Hårby
Sagen er foreløbig sendt fra Miljø- og Planudvalget til Økonomiudvalget
Den selvejende institution Hårby Friplejehjem har søgt om en kommune- og lokalplanlægning for et friplejehjem i Hårby - beliggende på Langagertoften i Hårby. Der er tale om et byggeri med 24 plejeboliger samt fællesboligarealer og servicearealer, i alt 2.146 m² på en ca. 1 ha stor grund.
Medlemmerne af Miljø- og Planudvalget har behandlet ansøgningen, der blev sendt videre til Økonomiudvalget.
»Det sker, fordi der tale om et kommuneplantillæg,« forklarer udvalgsformand Claus Leick (SF), der kan fortælle, at udvalgsmedlemmerne har bedt om, at der knyttes flere informationer til sagen.
»Vi kunne eksempelvis godt tænke os at vide, hvem der står bag byggeriet. Det fremgår nemlig ikke af ansøgningen,« forklarer Claus Leick.
Udfordringen i forhold til placeringen af friplejehjemmet er, at selv om størstedelen af området ligger inden for kommuneplanramme LB.19.B.01, der omhandler et boligområde, så forudsætter etableringen af friplejehjemmet en udvidelse af området samt ændrede rammebestemmelser blandt andet om åben/lav boligbebyggelse og afgrænsning mod det åbne land.