Rystet katteejer: Hvem har spraymalet Max blå?

Hvem er gerningsmanden, der har spraymalet den 15 år gamle hankat Max direkte i hovedet?
Det spørgsmål vil den chokerede ejer, Dennis Neck Beck, meget gerne have besvaret.
Han og konen fik noget af et chok, da de så, hvordan den ellers grå/hvide kat så ud, da den kom hjem til bopælen på Ørnevej i Store Merløse for en lille uges tid siden, skriver sn.dk.
Synet af den blå kat har fået dem til tasterne på Facebook med et surt opstød:
»Håber krafteddermame, at du er glad for dig selv. Heldigt at min kat, Max, fik lukket sine øjne, før du ramte ham med blå maling, FUCKING NAR,« skriver Dennis Neck Beck i sit opslag.
Han fortæller, at kattens ene øje har fået farve, som, ifølge en dyrlæge, måske kan fjernes med gentagne skylninger.
Imens efterlyser Dennis Neck Beck oplysninger, der kan føre til gerningsmanden.
»Kender du en, som har blå fingre, så skriv en PB til mig,« lyder hans opfordring til brugerne på Facebook.
jn