Eleverne »er fanget«: Region trodser lukningstrusler fra omstridt gymnasium
Trods lukningstrussel fra gymnasiet ser regionsrådet ingen grund til at ændre sin indstilling af kapacitet på Aarhus Gymnasium, Tilst. Det fremgår af et høringssvar, som tirsdag aften blev vedtaget på et ekstraordinært regionsrådsmøde.
»Regionsrådet har lagt stor vægt på, at der kan opretholdes et godt stx-tilbud i Tilst. Vi vurderer, at det kan lade sig gøre med den nuværende kapacitet, og det håber jeg også, at bestyrelsen på Aarhus Tech ender med at beslutte,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen på Aarhus Tech har oplyst, at den påtænker at nedlægge Aarhus Gymnasiums stx-tilbud i Tilst med virkning fra det kommende skoleår. Bestyrelsen mener ikke, at det er muligt at opretholde et bæredygtigt tilbud i Tilst med den nuværende kapacitet på fem stx-klasser, når stx-tilbuddet på Aarhus Gymnasium, Dollerupvej, lukker. Ifølge bestyrelsen på Aarhus Tech træffes den endelige beslutning i løbet af næste uge.
Det er trist, at eleverne nu er fanget i en usikker situation, og det optimale vil naturligvis være, at tilbuddet videreføres i sin nuværende form.
»Det tyder ikke på, at regionen vil støtte op om det gode uddannelsesmiljø i vestbyen, selv om man sagtens kunne have gjort det. Det er en politisk beslutning, som regionen træffer. Men vi afventer stadig regionens endelige svar, da den endnu ikke har skrevet direkte til os,« siger Peter Grønlykke, uddannelsesdirektør hos Aarhus Tech.
Usikker situation
Hvis Aarhus Tech fastholder sin beslutning om at nedlægge tilbuddet i Tilst, ser administrationen i Region Midtjylland to mulige scenarier for de berørte elever.
Enten skal de fordeles til de øvrige gymnasier i Fordelingsudvalg Øst. Det vil kræve, at kapacitetslofterne på gymnasierne i Aarhus-området ophæves. Eller også kan andre institutioner overtage udbudsgodkendelsen fra Aarhus Tech og dermed drive uddannelsesudbuddet videre.
»Det er trist, at eleverne nu er fanget i en usikker situation, og det optimale vil naturligvis være, at tilbuddet videreføres i sin nuværende form. Men uanset hvad Aarhus Tech beslutter, vil der blive fundet en løsning, så ingen af de unge, der har søgt om en stx-plads, kommer til at stå uden,« siger Anders Kühnau.
Som konsekvens af tvivlen om, hvorvidt Aarhus Gymnasium, Tilst, lukker eller ej, er fordelingen af de kommende gymnasieelever sat på pause. Lørdag den 1. maj skulle de kommende gymnasieelever have haft svar på, hvilket gymnasium de er optaget på efter sommerferien, men nu er svarfristen forlænget til den 17. maj.
Det gælder for alle kommende stx- og hf-elever i Aarhus, Silkeborg, Skanderborg, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Odder og Randers.
Stemte imod
Med ministeriets godkendelse af kapaciteten for skoleåret 2021/2022 har Aarhus Gymnasium, Tilst, en kapacitet på fem stx-klasser, to hf-klasser og to pre-IB-klasser. Aarhus Tech mener, at et levedygtigt stx-tilbud i Tilst kræver seks stx-klasser.
Jacob Isøe Klærke (SF) og Susanne Buch (SF) stemte imod vedtagelse af høringssvaret. SF mener, at der bør fastsættes en fremadrettet kapacitetsfordeling i Aarhus-området, der er tilstrækkelig til at sikre bæredygtige gymnasier i alle dele af Aarhus. Det finder SF ikke, at den aktuelle kapacitetsfordeling gør.