Balladen fortsætter i menighedsråd

Fem medlemmer fra det nyvalgte menighedsråd i Grenaa har trukket sig

Artiklens øverste billede
Åge Dragsted er formand for Grenaa Menighedsråd, som 15 blev valgt ind i ved afstemningen i november. Nu er der ti tilbage. Foto: Søren Andersen

Hvis man havde håbet på, at der efter en temmelig kaotisk valgprocedure forud for menighedsrådsvalget i Grenaa Sogn i november, ville falde ro over gemytterne i den nye valgperiode - så kan man godt tro om igen. En tredjedel af menighedsrådet har valgt at trække sig i protest mod den behandling, de har fået af den gruppe, der sikrede sig ni af de 15 pladser i rådet - og dermed flertallet.

Det undrer mig, at de har gjort det så hurtigt efter valget, for der har jo ikke været nogen sager at være uenige om.

Åge Dragsbæk, formand for Grenaa Menighedsråd

Valgets matematik gjorde det muligt for flertalsgruppen at sætte sig på alle vigtige pladser på et konstitueringsmøde, hvor stemningen var iskold hen over bordene i Sognegården i Nørregade.

Der skulle forinden to valghandlinger til før det nye menighedsråd var på plads. Først blev der gennemført en valgforsamling i Grenaa Kirke, hvor især en stor gruppe samlet omkring Grenaa Gospelkor mødte op i så stort tal, at de kunne sætte sig på langt de fleste pladser.

Kup eller rettidig omhu

Det kaldte formand og næstformand i det tidligere menighedsråd for et kup, mens Åge Dragsted, der stod frem som talsmand og formandskandidat for ”gospelgruppen” kaldte det rettidig omhu. Provst Lars Seeberg blev beskyldt for at have været for aktiv med at orkestrere valgforsamlingen, så der kom nyt blod ind i menighedsrådet. Han beklagede siden sine gerninger og fortrød at være gået for langt - og den beklagelse delte biskop Henrik Wigh-Poulsen.

Resultatet blev et kampvalg i Grenaa Sogn - det eneste i Aarhus Stift. Med ni pladser til Liste 1 og seks pladser til Liste 2, der dog leverede valgets absolutte topscorere i form af den daværende formand, Birthe Jensen og Mette Kirk, der fik 111 og 109 stemmer. Der var langt ned på listen for Åge Dragsted, der opnåede 42 stemmer, men blev valgt som ny formand af flertalsgruppen, som stemte konstitueringen igennem.

Fem har sagt farvel

Nu har fem medlemmer valgt på Liste 2 sagt farvel til menighedsrådsarbejdet - kun Birthe Jensen har valgt at blive.

»Det gør jeg, fordi jeg ikke vil skuffe de mennesker, der har stemt på mig, men jeg vil da indrømme, at jeg vil se, hvordan tingene udvikler sig. Det er også den eneste kommentar fra mig,« siger Birthe Jensen.

Opkald til andre fra Liste 2 bekræfter, at der er enighed om, at man ikke herfra vil kommentere på den udvikling i menighedsrådsarbejdet, som er skyld i et hurtigt farvel til rådet. Et menighedsråd, der kun nåede at holde to fysiske møder - det konstituerende og et enkelt mere i begyndelsen af december 2020 - inden coronarestriktionerne betød virtuelle møder.

Menighedsrådsformand Åge Dragsted siger i en kommentar til avisen, at han personligt er ked af, at fem medlemmer har trukket sig fra arbejdet.

»Det er jo op til den enkelte at afgøre, om man vil sidde i menighedsrådet eller ej. Og situationen er, at et enkelt medlem trak sig i januar og fire andre har gjort det i april. Det undrer mig, at de har gjort det så hurtigt efter valget, for der har jo ikke været nogen sager at være uenige om,” siger han.

Demokratisk problem?

Forespurgt om han ser det som et demokratisk problem, at mange vælgere i Grenaa Sogn nu ikke længere er repræsenteret i menighedsrådet, siger han: »Det er jo først og fremmest et problem mellem de valgte og deres vælgere. Jeg er ked af deres beslutning, for jeg mener godt, at vi kunne have fået et godt samarbejde til at fungere i det nye menighedsråd.«

Han bekræfter, at der har været en enkelt kontrovers om, hvorvidt et medlem fra Liste 2 kunne få en sag optaget på dagsordenen.

»Det afviste jeg og henviste punktet til eventuelt, for på en dagsorden skal der kun være punkter, som der skal findes en afgørelse på. Det er en helt normal demokratisk handlemåde,« siger Åge Dragsted.

Flere med?

Da de 10 resterende medlemmer af Grenaa Menighedsråd mødtes torsdag aften til det første fysiske møde i fem måneder, skulle man tage stilling til, om man ønsker at supplere menighedsrådet med nye medlemmer.

”Her er det min holdning, at det behøver vi ikke. Vi skal ikke bruge energi på det, fordi skal der suppleres, skal det ske med en ny valgforsamling, og jeg mener, at vi skal bruge kræfterne på at løse de opgaver, der venter. Vi er ti tilbage og mange danske virksomheder ledes af bestyrelser, der er mindre, så vi skal nok klare det,« siger Åge Dragsted.

Han lagde i sin tiltrædelsestale efter valget i november op til at formidle et godt samarbejde i det nye menighedsråd.

»Jeg synes, at vi har gjort, hvad vi kunne for det. Men jeg må ligesom sige, at der skal to til at samarbejde, og det er ikke let, når de andre ikke vil være med længere. Vi har senest bevist, at samarbejdet godt kan fungere, da vi i enighed ansatte en ny organist til Grenaa Kirke,« siger Åge Dragsted.

Biskoppen involveret

Biskop i Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen, har været hidkaldt i et håb om, at han kunne mægle i konflikten. På grund af corona har han ikke holdt møde med hele menighedsrådet, men kun for repræsentanter for menighedsrådet.

Derfor har avisen også henvendt sig til biskoppen i håb om at få en kommentar, og han svarer på mail således på spørgsmålet, om biskoppen har en holdning til, at fem ud af 15 medlemmer har sagt farvel til menighedsrådet i Grenaa: »Vi afventer en ansøgning fra menighedsrådet om, hvorvidt man ønsker at fortsætte med 10 medlemmer, eller om man ønsker at holde udfyldningsvalg.«

Og den ansøgning kommer så ikke, fordi de resterende ti medlemmer, ønsker at fortsætte alene resten af valgperioden, hvor der resterer tre og halvt år.

På spørgsmålet om biskoppen ser det som et demokratisk problem, at en stor gruppe vælgere ikke længere er repræsenteret i menighedsrådet, lyder svaret: »Det er vel demokratiets vilkår.«


Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen