Kan du finde det forsvundne Ebeltoft?

Kom på tur rundt i et velbevaret købstadsmiljø

Artiklens øverste billede

Engang kørte der tog til Ebeltoft. Maltfabrikken maltede byg. Købmandsgårdene lå tæt i Adelgade. Mælkemanden kørte gennem byen i sin hestevogn.

Meget har ændret sig siden, men nu kan du få et indblik i det Ebeltoft, der var engang. Museum Østjylland inviterer fra 13. maj og hele sommeren på gør-det-selv-gåtur med kort, QR-koder og mobiltelefon, hvor I kommer rundt i byen på en fascinerende jagt på det forsvundne Ebeltoft.


Ebeltoft er med sine smalle gader, snævre gyder, hyggelige baggårde og charmerende bindingsværkshuse et velbevaret købstadsmiljø, som vidner om en svunden tid.

»Går man igennem den idylliske bymidte, er det svært at forestille sig, at meget skulle have forandret sig gennem tiden. Alligevel er bybilledet faktisk flere steder et helt andet, end det var for 100 år siden,« fortæller museumsinspektør Lea Glerup Møller i en pressemeddelelse.

»Med denne tur vil vi vise det forsvundne Ebeltoft og fortælle historierne om dengang, der var kvæg i byen, jernbanen kørte, og fiskekutterne lå tæt i havnen.«

Byen udlåner vinduer

Rundt omkring i byens butiksvinduer finder man i alt 14 stop med hver deres fortælling. Ved hvert stop kan man scanne en QR-kode, og her bliver man præsenteret for en lydfortælling, som er suppleret af et billede af det sted, historien handler om.

På den måde får man indblik i, hvordan bybilledet så ud engang. I hjørnet ved Maltfabrikkens hovedindgang kan man hente et kort, der viser, hvor man skal lede efter de gode fortællinger. Kortet kommer også på Museum Østjyllands hjemmeside under ’Kalender’.

”Vi er meget glade for, at vi har fået lov til at låne så mange butiksvinduer til denne ’gør-det-selv-byvandring’,« fortæller museumsinspektør Tina Bjerregaard.

»I byen er der stor opbakning til denne slags aktiviteter, kan vi mærke. Så vi glæder os til at se en masse mennesker gå rundt med kortet og finde historierne om det forsvundne Ebeltoft,« siger hun.

Guldgrube af gamle byfotos

Selvom bybilledet har ændret sig, er det i 2021 stadig muligt at få en klar fornemmelse af, hvordan Ebeltoft så ud for cirka 100 år siden. Ebeltoft Byhistoriske Arkiv rummer en masse billeder, som viser de gamle huse og gader og dermed også dokumenterer den udvikling, byen har været igennem.

»Det er dejligt at få mulighed for at vise nogle af billederne fra det gamle Ebeltoft. De viser jo, hvordan byen, til trods for den utroligt velbevarede bymidte, også har ændret sig og tilpasset sig gennem tiden,« siger arkivar Martin Mauritzen og giver en opfordring med på vejen:

»Dagens motion kan jo også klares med turen, for den bringer deltagerne rundt i hele byen og til havnen. Så der er både frisk luft og mulighed for at få rørt sig.«

Det forsvundne Ebeltoft er støttet af Syddjurs Kommunes Akutpulje.

gs

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen