Præsteklumme: I har de tyranner, som I fortjener

Artiklens øverste billede

Et par dage forinden havde jeg siddet ved hendes sygeleje sammen med ham og en af døtrene. Vi havde sammen sunget bønnen om, at Gud måtte lukke de trætte øjne i, sådan som hun ønskede, han skulle gøre det.

Han var tydeligt berørt af sorgen, da han atter en gang bød mig indenfor, mens han høfligt tog min jakke for at hænge den på bøjlen i entreen. De havde haft et lykkeligt ægteskab, der voksede sig stærkt af dyb fortrolighed, forbundethed og tillid.

Jeg ved ikke helt, hvordan samtalen fandt vej derhen, men i litteraturen fandt han ord, der udtrykte hans dybe forståelse for menneskelivet og troens frimodighed. Vi kom omkring Jeppe Aakjær, Blicher og til sidst Henrik Pontoppidan. ”Lige et øjeblik”, sagde han og gik ind i værelset ved siden af. ”Kender du den her”? spurgte han, da han kom tilbage. I hånden bar han ”Isbjørnen”, en lille roman af sidstnævnte forfatter. Jeg måtte med skam erkende, at jeg ikke havde læst den. Med et glimt i øjet, sagde han: ”Du må tage den med hjem, og så kan vi tale om den, næste gang, du kommer”.

Hjemme igen satte jeg mig godt tilrette i sofaen for at læse det lille værk, som viste sig at være nogle af de mest velskrevne 60 sider, jeg nogensinde har læst. Det tog ikke lang tid at komme igennem bogen, men hold op, hvor tiden stod stille, alt imens jeg stiftede et yderst underholdende og rørende bekendtskab med den umulige teolog Thorkild Müller, der efter et ophold som præst i det nordligste Grønland bliver en himmelsendt forskrækkelse for den øvrige præstestand i den jævne danske provins. Lad mig sige det sådan: Henrik Pontoppidan har ikke meget tilovers for den øvrige præstestand. Hans bidende og satiriske portræt af præstestanden i den danske folkekirke er ikke for sarte præstesjæle – men hvor er det dog velgørende at se på sig selv gennem de briller. Jeg kunne slet ikke få nok, og bestilte på nettet omgående ”Kirken og dens mænd”, et foredrag og en sønderlemmende kritik af kirken af selvsamme forfatter. Nok er jeg kvinde, men dog også omfattet af kritikken af kirken, der ifølge forfatteren i mangt og meget bærer præg af merkantil spekulation, en industri af pjat. Bum! Så er man sat på plads.

Men det er ikke kun kirken og dens mænd – og kvinder, der bliver sat på plads.

Mennesket bliver sat på plads af den store forfatters ord. Således afslutter forfatteren ”Isbjørnen” med ordene ”I har de tyranner, som I fortjener”. Det er værd at holde sig for øje.



Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.