15 boliger er på vej i Fajstrup
De første indledende øvelser er i gang til det, der bliver 15 boliger i Fajstrup.
Kører man gennem Fajstrup på Viborgvej, kan man næsten ikke have undgået at se de kæmpe jorddynger, som ligger på modsatte side af tankstationen - nærmere bestemt ved Elhøjvej.
Det har til tider set ret vildt ud, men nej, det er ikke anlæggelsen af et nyt himmelbjerg, som er i gang. Det er derimod de første indledende manøvre til det, som bliver 10 mindre såkaldte tæt-lave boliger og fem parcelhusgrunde.
Det fortæller Lene Christensen, der er direktør i ’Byggeselskabet af 27. Maj 2008 A/S’, som er det navn, Bach Gruppen bygger under i Fajstrup.
»Vi er i den spæde start, så der er en masse jord, der skal flyttes,« siger hun og fortsætter:
»Vi regner dog med at åbne for venteliste og salg af parcelhusgrundene inden for et par måneder.«
»Attraktiv beliggenhed«
Parcelhusgrundene er på 830-930 kvadratmeter, mens de 10 tæt-lave boliger hver især bliver på 100 kvadratmeter på en 400 kvadratmeter grund.
»Der er tale om tre værelser, stue, køkken/alrum, badeværelse, bryggers og entré - foruden redskabsrum og carport,« siger Lene Christensen, som mener, at beliggenheden i Fajstrup er attraktiv:
»Det er jo relativt tæt på Aarhus, og der er kort til Sabro, hvor man kan handle.«