Seks millioner kroner skal hjælpe Aarhus med corona-genstart

Aarhus Byråd har sat pengene af til initiativer, der kan hjælpe til en god genstart i tre brancher, der har været hårdt ramt af krisen.

Artiklens øverste billede
Genstartspuljerne skal hjælpe med at skabe mere liv i Aarhus igen. Foto: Casper Dalhoff

Corona-krisen har været hård ved især turismen, detailhandlen og oplevelsesindustrien. Nedlukning har i perioder sat sit præg på byen med store økonomiske konsekvenser til følge.

»Danmark går mod lysere tider uden corona, og optimismen er ved at vende tilbage overalt. Vi ønsker at give byen en god genstart med tre puljer, som hver især kan bidrage til at give byen mere opmærksomhed, energi og lidt større smil i dagligdagen. På den måde giver vi nogle pressede brancher et rygstød og kan samtidig glæde byens borgere og gæster,« lyder det fra borgmester Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.

De tre puljer bliver på 2 millioner kroner hver, og de skal som udgangspunkt tildele bevillinger på op mod 250.000 pr. projekt, og det store spørgsmål bliver: Hvordan laver man en god genstart i Aarhus?

Pengene der er målrettet turisme skal tildeles projekter, som kan markedsføre Aarhus som turistdestination og til projekter med nye modeller og koncepter, der kan sikre en bæredygtig turisme i byen. Disse projekter skal bidrage til at stimulere omsætning og aktivitet for byens hoteller, restauranter, detailhandel m.v.

Og netop detailhandlen i Danmark er blandt de brancher, som er hårdest ramt af coronakrisen. Krisen har samtidig forstærket de forandringer, der allerede var i gang som konsekvens af en markant øget nethandel og flere virtuelle butikker.

For at styrke detailhandel på ny er der altså afsat to millioner kroner, som vil tildeles projekter som kan bidrage til at trække shoppinggæster og handlende til Aarhus. Projekterne skal desuden have fokus på at skabe en bæredygtig detailhandel og trends i digital omstilling. Og sidst men ikke mindst skal projekterne kunne udvikle nye og innovative shoppingkoncepter.

Oplevelsesindustrien er den tredje branche, som får en økonomisk håndsrækning til at hjælpe med at komme godt igennem corona-genåbningen. To millioner er sat til side for at skulle skabe »ekstraordinært meget liv i midtbyen« i løbet af 2021 for byens borgere, gæster og turister. Projekterne skal således hjælpe med at stimulere omsætning og aktivitet for byen hoteller, restauranter, detailhandel m.fl.

Eksempler på projekter, der skal hjælpe oplevelsesindustrien i gang igen kan være forestillinger, udstillinger, oplevelsesruter, musikevents, pop-up-begivenheder m.m.

Projekter kan både være indendørs eller udendørs, men skal kunne gennemføres under hensyntagen til gældende corona-restriktioner.

Læs mere på aarhus.dk/genstartspuljer

jg

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen