Kom til foredrag i Syddjurs Folkeuniversitet
Kunst er omdrejningspunkt i et forkortet forårsprogram

Med den fortsatte genåbning af aktiviteter i samfundet bliver det også muligt at komme til foredrag i Syddjurs Folkeuniversitet, som har fået arrangeret et forkortet forårsprogram.
Den 25. maj lægges der i samarbejde med Glasmuseet ud med et foredrag i en række af fem om Venedig. I det første foredrag belyses i hovedtræk Venedigs historie. Byen var i middelalderen og renæssancen et centrum for økonomisk foretagsomhed, innovation, politisk teori og kunst. Kunsten lever stadig, og i tre foredrag vil kunsten fra Tizian til kunstbiennalen i Venedig, Venedig som filmby og den helt specielle venetianske glaskunst blive gennemgået af forskellige foredragsholdere.
I to forelæsninger om ’Litteratur’ er udgangspunktet ligeledes Italien. Den 27. maj gennemgås Elena Ferrantes romanunivers. Umberto Eco (1932-2016), som markerede sig som en af sin generations skarpeste og samtidig mest alsidige intellektuelle, præsenteres i et senere foredrag.
Kunst formiddag og aften
’Kunst-aften’ lægger 31. maj ud med den første af tre forelæsninger. Foredraget ’Guld og magi’ tager udgangspunkt i en særudstilling på Arken, hvor gyldne skatte fra Nationalmuseet går i dialog med den største samtidskunst. Et andet foredrag tager afsæt i den succesfulde Jorn/Kirkeby-udstilling på Aros, hvor foredragsholderen bl.a. giver et indblik i, hvordan en sådan stor udstilling bliver til. Desuden præsenteres Ingvar Cronhammar, som er bedste kendt for værket ’Elia’ ved Herning, der stod færdigt i 2001.
Endelig er datoerne for forelæsningerne i ’Kunst-formiddag’ flyttet. 1. juni er baron Rosenkrantz på programmet. Den utraditionelle baron Arild Rosenkrantz var en excentrisk kolorist, en søgende sjæl og meget mere. Han blev berømmet for sine storslåede glasmosaikker og gådefulde malerier i udlandet, men var i Danmark en fremmed fugl. I et andet foredrag introduceres John Kørner som en af de mest betydningsfulde billedkunstnere i tiden, og som ud over at male også skaber værker i tre dimensioner.
Det er nødvendigt med tilmelding til alle foredrag på www.syddjurs-folkeuniversitet.dk.
gs