Åbenhed: Rønde Bypark gøres klar til sommerens kultur og forenings-tiltag
I maj og august skal Rønde Bypark summe af liv og aktiviteter, når både foreninger og institutioner inviterer de forbipasserende til at få et indblik i deres aktiviteter

Samfundet er ved at åbne op, og det skal fejres med aktiviteter i den snart nyrenoverede Rønde Bypark i maj og august. I denne periode stiller Syddjurs Kommune et stort overdække i parkens sydvestlige ende, som foreninger, institutioner og andre inviteres til at bruge. Nogle foreninger deltager for at tiltrække nye medlemmer, andre bruger overdækket som alternativ til Rønde Idrætscenter, der i øjeblikket er et af regionens faste Covid-19-vaccinationssteder.
Kultur for enhver smag
Ud over de ugentlige foreningsaktiviteter vil der være mindre kulturarrangementer under overdækket og på byparkens amfiscene i løbet af sommeren. Aktiviteterne planlægges i et samarbejde mellem Syddjurs Kommune, Kulturskolen Syddjurs og Biblioteket i Rønde, som inviterer forskellige aktører til at lege med i Byparken.
Kommer man forbi Rønde Bypark en hverdag i maj, vil man derfor for eksempel kunne opleve Kulturskolen som vært for børnerytmik om formiddagen og billedkunstundervisning om eftermiddagen. Om aftenen er der måske karate på græsset, mens en lokal Idrætsforening byder medlemmerne velkommen til løb og gang. Kommer man forbi Rønde Bypark en lørdag i august, er der måske en teaterforestilling i gang for hele familien eller et band i gang med at stille op til eftermiddagens koncert.
For eksempel er Kulturskolen Syddjurs vært for et stort event i Byparken 29. maj, hvor der skal være både musik, stomp, billedkunstværksteder og meget mere kl. 9-13.
Lørdag og søndag den 4. og 5. september bliver kulminationen på Sommer i Rønde Bypark med en række aktiviteter inden for idræt, kultur og mad.
gs