Ny trio bærer Auning Idræts- og Kulturcenters udvikling på deres skuldre

Ansættelsen af ledergruppe skaber større potentiale til at skabe et lokalt kraftcenter i Auning, vurderer bestyrelsen.

Artiklens øverste billede
Souschef og teknisk ansvarlig Steffan Engmann, daglig leder Tine Hedegaard Sørensen og café- og arrangementansvarlig Jane Johnasen er klar til at byde fremtiden velkommen til Auning Idræts- og Kulturcenter. Foto Simon Carlson

Man fornemmer ret hurtigt, at der er en udvikling i gang, når man træder ind i Auning Idræts- og Kulturcenter.

Det er ganske vist stadig i det små. Nymalede vægge, ændrede stole-arrangementer, et billardbord der er trukket frem i lyset og et hul i gulvet, som skal repareres. Nogle gange skal der brydes ned for at kunne bygge op igen, og det også den filosofi, der skal kendetegne fremtiden i det lokale center.

Kort før jul sidste år blev bestyrelsen i Auning Idræts- og Kulturcenter og centerets mangeårige leder Henrik Johansen enige om at stoppe samarbejdet. Bestyrelsen ville gerne tage nogle nye udviklingsskridt, og det indebar blandt andet en ansvarsfordeling på flere skuldre og et opgør med den, ifølge bestyrelsen, lidt gammeldags tanke om en halinspektør.

Dermed var tanken om en ledelsesgruppe født. Den består nu af souschef og teknisk ansvarlig Steffan Engmann, café- og arrangementansvarlig Jane Johnasen, og spidsen for pilen, der peger mod fremtiden for Auning Idræts- og Kulturcenter, står Tine Hedegaard Sørensen.

»Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke er en ny halinspektør. Den stilling blev nedlagt, da Henrik stoppede. Den daglige drift og ledelse af centeret bliver mit ansvar, og jeg synes, vi er mindre sårbare ved, at det hele ikke afhænger af én person. Det er vigtigt for centerets udvikling, at der er flere skuldre, der bærer ansvaret, og vi har forskellige styrker, vi kan komplementere hinanden med,« fortæller Tine Hedegaard Sørensen.

Favner bredt

Hun fremhæver blandt andet, at hun med mange års erfaring fra hotelbranchen har service-genet helt inde under huden. Til gengæld er idræt og foreningsliv endnu ikke hendes største styrke. Den har Steffan Engmann til gengæld blandt andet gennem sit virke som fodboldformand i Auning IF.

Vi er nødt til at tjene penge, hvis vi fortsætte med at udvikle os og ikke mindst vedligeholde bygningerne.

Tine Hedegaard Sørensen, daglig leder af Auning Idræts- og Kulturcenter

Det samme har Jane Johnasen som både aktiv og frivillig i foreningslivet. Samtidig har hun også mange års erfaring fra hotelbranchen, og den samlede palet af kompetencer kommer til at gavne centerets fremtid, vurderer Tine Hedegaard Sørensen.

»Vi skal udvikle os til fordel for brugerne af centeret. Vi rammer bredere end mange andre steder, og jeg ser gerne, at vi kan udvikle os til det lokale kraftcenter, hvor brugerne og borgerne i området hele tiden serviceres og får den hjælp, de har behov for. Om det så er, fordi man lige har brug for at få lavet et par kopier af nogle papirer, så synes jeg, det vil fint, at man kan spørge os om hjælp. For mig hænger det hele sammen. Både for Auning og lokalområdet her, men også som en del af Norddjurs Kommune,« konstaterer Tine Hedegaard Sørensen.

Skal tjene penge

Den daglige leder lægger da heller ikke skjul på, at fremtiden også kommer til at handle om at tjene penge. Godt nok noterer hun hurtigt, at centeret ikke skal være en pengemaskine, men der skal i højere grad være fokus på, at de arrangementer, der afvikles i Auning Idræts- og Kulturcenter kan aflæses positivt på bundlinjen.

»Vi ønsker jo at lave en masse nye projekter, og der skal vi have stor opmærksomhed på, at der er en økonomisk gevinst. Vi er nødt til at tjene penge, hvis vi fortsætte med at udvikle os og ikke mindst vedligeholde bygningerne,« siger Tine Hedegaard Sørensen.

Nødvendig opskalering

Auning Idræts- og Kulturcenter er i øjeblikket i færd med at gennemføre den næste store udvikling. I januar sidste år samledes 140 borgere i hallen for at give udtryk for ønsker til fremtidens center.

Det var meget sent i 2020, at vi tog en beslutning om at gøre op med tanken om, at meget arbejde fortsat skulle ligge på få skuldre.

Jeppe Friis, bestyrelsesformand i Auning Idræts- og Kulturcenter

Det er mundet ud i den nye masterplan for Auning Idræts- og Kulturcenter, som både rummer markante udvidelser og opgraderinger af idrætsfaciliteterne. Det er også i den optik, at bestyrelsen vurderede, at der personalemæssigt var behov for at gå ind i en ny tidsalder med ansættelsen af en hel ledergruppe. Det fortæller bestyrelsesformand i Auning Idræts- og Kulturcenter Jeppe Friis.

»Det var meget sent i 2020, at vi tog en beslutning om at gøre op med tanken om, at meget arbejde fortsat skulle ligge på få skuldre. Henrik (Johansen, red.) har ydet en helt formidabel indsats gennem mange år og gjort centeret til det, det er i dag, men alt var også lagt på hans skuldre, og det pres syntes vi ikke kunne fortsætte. Nu går vi ind i arbejdet med at få udført masterplanen, som skal være til endnu mere gavn for vores brugere. Der vurderede vi, at der var behov for at skalere op på personalesiden,« forklarer Jeppe Friis.

Sidste år kom Auning Idræts- og Kulturcenter ud med et underskud på cirka 120.000 kroner. Det kalder Jeppe Friis tilfredsstillende i et år, der var præget af aflyste arrangementer. Målet er dog, at der skal tjenes penge, og selv om flere ansatte i en ledergruppe også betyder en større post på lønbudgettet, så er det ifølge bestyrelsesformanden det nødvendige skridt at tage for centeret.

»Det er klart, at der nu er en større lønpost, men havde vi ikke troet på det, så havde vi ikke gjort det. Det er en ny konstellation, som skal gøre oplevelsen bedre for vores brugere, og sammen med masterplanen håber vi på, at vi kan tiltrække endnu flere brugere og ad den den vej tjene pengene ind til den øgede lønkrone,« siger Jeppe Friis.

Rækker ud til verden

Det arbejde sættes allerede i gang nu. Tine Hedegaard Sørensen barsler allerede med flere forskellige projekter, der skal trække interesse for såvel nuværende som potentielle nye brugere af centeret. Det gælder både mindre lokale arrangementer, men også større events, som rækker længere ud og involverer større dele af kommunen.

Tine Hedegaard Sørensen ser blandt andet potentiale i, at Auning Idræts- og Kulturcenter kan være en del af erhvervsmesse, der involverer hele Norddjurs Kommune, og på den måde åbne centerets muligheder i for et større marked.

»Jeg synes virkelig, at vores center er foreningslivet i Danmark, når det er bedst, men vi skal også udvikle en forretning for at blive med at at være her. Jeg synes ikke, der findes så mange som os, der kan tilbyde de samme faciliteter. Dem vil vi egenlig bare gerne række ud til verden omkring os,« lyder det fra Tine Hedegaard Sørensen.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.