Tyrekalv fundet og aflivet
Tyren var blevet så stresset af springturen, at man valgte at aflive den.

Den tyrekalv, som tidligere på dagen slap ud af en indhegning i Moesgaard Skov i det sydlige Aarhus, er nu fundet. Og aflivet.
Det oplyser Sara Heil Jensen, der arbejder på Moesgaard Museum, i et Facebook-opslag.
Her skriver hun:
”En stor tak til de hestefolk, løbere, gående, cyklende, jægere, gårdejere og bønder omkring Moesgaard, som beredvilligt gav en hånd med at finde den bortløbne tyrekalv.
Han er nu lokaliseret, men desværre har turen gennem skoven været så stressende, at det mest nådige var at lade ham få fred.
Trist endeligt, men hvor er det godt at vide, at taber en hest sin rytter, et dyr løber gennem et hegn, et barn bliver bort etc., er skovene omkring Aarhus syd et befærdet sted, fyldt med hjælpsomme sjæle – I skal have stor tak.”
Den 200 kilo tunge tyrekalv blev 14 måneder.