Omstridt gymnasium dropper lukningstrusler
Aarhus Tech har besluttet, at de ikke lukker Aarhus Gymnasium, Tilst trods vedvarende lukningstrusler. I stedet vil man afvente politisk handling fra undervisningsministeren.
Trods vedvarende lukningstrusler har bestyrelsen på Aarhus Tech besluttet, at man alligevel ikke lukker Aarhus Gymansium, Tilst – det tidligere Langkær Gymnasium.
Det bekræfter Aarhus Tech overfor JP Aarhus.
Beslutningen blev taget på et ekstraordinært bestyrelsesmøde tirsdag. I stedet for en lukning vil man nu afvente en ny national lovgivning om elevfordeling, som ifølge Aarhus Tech skulle være på trapperne.
»Vi ved, at kvaliteten af undervisningen i Tilst er i top. Så selvom vores udbud af studieretninger bliver mindre mangfoldigt, end hos konkurrerende gymnasier med flere klasser, fastholder vi vores uddannelsestilbud endnu et år i Tilst. Vi har tillid til, at Pernille Rosenkrantz-Theil prioriterer en lovgivning, som sikrer et bæredygtigt og balanceret elevgrundlag, ligesom vi tror på vigtigheden af vores arbejde i bydelen,« siger bestyrelsesformand for Aarhus Tech, Bo Sejer Frandsen i en pressemeddelelse.
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har tidligere bekræftet overfor JP Aarhus, at man arbejder på en ny lovgivning.
Aarhus Tech oplyser i øvrigt i pressemeddelelsen, at man først efter den nye lovgivning kan afgøre, om Aarhus Gymnasium, Tilst får de seks stx-klasser, som de kræver.
»Vi vil gøre rigtig meget for at bibeholde gymnasiet i Tilst. Men får vi ikke lovgivningen med os, bliver det umuligt for os at opretholde et fagligt, socialt og pædagogisk bæredygtigt uddannelsestilbud,« siger Bo Sejer Frandsen.
Han forklarer samtidig i pressemeddelelsen, at Aarhus Tech ikke kan stå standby på ubestemt tid. Bestyrelsen har besluttet, at skolen kan afvente børne- og undervisningsministerens lovgivning til den 15. november. Her skal Aarhus Tech, og andre skoler, indgive oversigten over uddannelsesudbud og altså tegne skoleåret 22/23.
Region Midtjylland har under hele processen opfordret Aarhus Tech til at opretholde gymnasiet i Tilst. Ifølge Aarhus Tech har dette haft indflydelse på bestyrelsens beslutning. Bestyrelsen forventer således også, at der er opbakning fra regionsrådet til institutionen.