Johannes Møllehave 1937-2021
Da jeg begyndte at studere teologi i 1973, kendte jeg kun Møllehave fra fjernsynet. En hurtigtalende sprogekvilibrist, der kunne formulere sig både klogt og underholdende. I en debat med en Ekstrabladsredaktør flere år senere, sagde han på et tidspunkt: ”Det lader til, at du lever efter devisen: ’Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt’”. På en gang var der bid i replikken – Johannes var vred – samtidig var den præcis og humorfyldt.
Jeg mødte ham første gang ved en fest i foredragsforeningen Studenterkredsen på Universitetet. Han var Magister Bibendi, skulle styre slagets gang på en underholdende facon. Det kunne han. Der var mening i morskaben. Brændere kunne han nok levere. De trængte sig på på grund af sprogsansen, men falde-på-halen-komedie var ikke ham.
Det var ved den tid, hans forfatterskab for alvor begyndte i 1975. Han var 38, og det kan give stof til eftertanke, at de første bøger var memoirer. Han kunne naturligvis ikke vide, at han endnu ikke havde levet halvdelen af sit liv, alligevel er det tidligt at skrive erindringer. Det skyldtes sikkert, at mødet med mennesker var afgørende for ham, og at det gøres levende i en levnedsskildring.
Der var noget manisk over Johannes, og derfor kendte han også til maniens bagside. Det er ikke en afsløring. Det har han selv skrevet om. Ved Jan Lindhardts disputatsfest var han igen Magister Bibendi. Han mente, der var for få taler, så han var meget udfordrende i sin opfordring til gæsterne om at tage ordet. Det lykkedes ham et par gange, indtil en professor rejste sig og sagde: ”Nu tror jeg, vi trænger til en Møllehave-pause”! Det fik vi så!
I øvrigt havde han det, som humorister ofte har det. Han brød sig ikke om at blive gjort grin med selv. I 2011 var vi nogle stykker, der udgav en bog om den teologiske julerevy: Hvad si’r de i Aarhus hos teologerne? Den skulle anmeldes i Weekendavisen af Niels Højlund, men da Anna Libak, der var kulturredaktør, så at bogen indeholdt morsomme vers, sendte hun den i stedet til Møllehave. Et af dem er en gendigtning af Møllehaves ”En præst er en moderne tre-i-en-mand”. Det var i 1980, da Møllehaverne annoncerede deres åbne ægteskab, så gendigtningen blev lagt i munden på Herdis: ”Min mand er en moderne en-med-to-mand”. Det syntes Johannes ikke var morsomt. I hvert fald kom der aldrig en anmeldelse fra ham. Han var ellers generøs som anmelder. I bogen kunne han også læse, at ”Døden er ikke det værste, man har”, ikke var hans idé, men stammede fra en revyvise jeg skrev i 1975. Det ene med det andet. Man skulle tro, at Møllehave, med al den store anerkendelse han i tidens løb med rette har fået, havde haft overskud til at håndtere lidt satire.
Vi så hinanden sidst for fem-seks siden på Peter Bangs Vej på Frederiksberg, hvor han kom til at bo igen, men jeg havde travlt, så jeg stoppede ikke op. Det kan jeg godt ærgre mig over nu, for Jeg ville have spurgt ham: ”Hvornår kommer anmeldelsen?”