Farvel til kasserer-Kjeld efter 32 år på posten

Mandag 10. maj holdtes generalforsamlingen 2021 i Hadsten Skakklub, hvor Kjeld Outzen efter 32 år på posten som kasserer mente, at en afløser var nødvendig. I 2015 blev han tildelt Dansk Skak Unions hæderstegn, som uddeles til medlemmer af unionen, som i en længere årrække har gjort en betydelig eller bemærkelsesværdig indsats til gavn for skakspillets udbredelse på land og i by.
Hadsten Skakklub takker for Kjelds store indsats. Jens Ploumann blev valgt som ny kasserer som afløser for Kjeld. Sten Bo Andersen blev genvalgt som formand.
Klubben har før coronaen igangsat forskellige tiltag for at tiltrække nye medlemmer, men nedlukningen har medført, at disse tiltag må gentages. Der var blandt andet planlagt en simultanturnering i efteråret 2020 i samarbejde med Hadsten Handels Open by Night arrangement, som måtte aflyses.
Hadsten Skakklub ser frem til i fornyet samarbejde med handelsstandsforeningen at få mulighed for at vise klubben frem i bybilledet. Det bliver dog nok først til eftersommeren/efteråret
Ved de sidste par klubaftener er det lykkedes at afholde turneringen om klubmesterskabet. Det blev Jens Ploumann, som kunne pryde sig med titlen for fjerde gang i sin karriere. Før og efter generalforsamlingen afholdtes lynturnering som også blev vundet af Jens Ploumann som gik ubesejret gennem turneringen.
sas