Spillede samme Lottokupon 1.560 gange - så skete miraklet

En mand i 50’erne fra Thy blev i weekenden hele 10 millioner kroner rigere, men han opdagede det først mandag.
»Jeg så bare lige Lottotallene tilfældigt i avisen og synes, at der var der nogen af dem jeg kunne genkende. Så måtte jeg jo lige ind og tjekke. Og da jeg så så det, måtte jeg jo lige sætte mig ned og tænke tingene igennem,« siger vinderen ifølge Danske Spil.
Den nybagte millionær har spillet på de samme tal helt fra starten af Lotto i Danmark - altså cirka 1.560 gange.
»Jeg har spillet samme kupon i 30 år, lige siden Lotto startede. Så er er jo dejligt at den endelig gav pote. Men jeg bliver ved med at spille. Der er jo ni rækker endnu,» lyder det fra vinderen, som fortæller, at han har haft et langt og hårdt arbejdsliv, og derfor hilser en tidlig pension velkommen.
»Ja, og så kunne jeg da godt tænke mig en lidt federe bil og så skal huset også fikses lidt op. Det skaber jo noget ro økonomisk, som jo er det man altid har drømt om,« siger manden, som også vil spendere penge på sønnerne
jn