Borgmester om alarmerende smittetal: Situationen er alvorlig. Vi står midt i et krydsfelt
Jan Petersen orienterede tirsdag aften kommunalbestyrelsen om status på den aktuelle situation, hvor Norddjurs har landets højeste incidenstal.
På tirsdag aftens kommunalbestyrelsesmøde lagde borgmester Jan Petersen ikke skjul på, at han med en vis neglebidende spænding ser frem til i morgen onsdag, hvor den nyeste opgørelse over de seneste syv dages incidenstal bliver offentliggjort.
Tidligere på tirsdagen kunne Norddjurs Kommune indtage en lidet flatterende førsteplads over landets kommuner med de højeste antal nye smittede per 100.000 indbyggere. Den testkorrigerede incidens er således oppe på 199. Hvis det tal overstiger 250 bliver hele kommunen automatisk lukket ned, og derfor redegjorde borgmesteren over for resten af kommunalbestyrelsen for den øjeblikkelige indsats for at bremse smitten.
»Situationen er alvorlig. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå en nedlukning. Hvis incidenstallet overstiger 200 inden for de kommende dage, så indkaldes Økonomiudvalget ekstraordinært for at diskutere, hvad der skal gøres for at undgå nedlukning. Jeg kan sige, at der allerede nu er foregår en intensiv indsats. Vi har en god dialog med Patientstyrelsen, og vi arbejder med at holde styr på smittekæderne,« forklarede Jan Petersen.
Nyt teststed i Grenaa
Borgmesteren konstaterede, at den lokale aktuelle situation i Norddjurs ramler sammen med den igangværende genåbning af Danmark.
Det betyder blandt andet, at idrætslivet er åbnet, mens folk også higer efter komme ud og besøge restaurationslivet igen.
Det har skabt pres på teststederne, og derfor kunne borgmesteren fortælle, at der nu åbnes endnu et teststed i Grenaa.
»Vi står i et krydsfelt. Samfundet er ved at åbne yderligere, og det er forventeligt, at der kommer smitteudbrud der, hvor børn og unge mødes, men det er også nødvendigt, at vi reagerer. Vi skal undgå de lange kødannelser. Vi opretter et nyt testcenter på Fuglevænget i Grenaa, og vi er i positiv dialog med regionen om at åbne yderligere teststeder i kommunen,« fortalte Jan Petersen, og understregede vigtigheden af netop dette ved indgangen til sommeren, hvor campister og folk i sommerhuse begynder at indfinde sig i området og gerne vil have muligheden for at blive testet, så dekan benytte restaurations- og kulturlivet.