Coop erkender fejl: Vil refundere parkeringsbøder tilbage fra 2. januar

Historien om de mange p-bøder på Kvicklys p-plads i Skanderborg får nu en lykkelig slutning.

Artiklens øverste billede
Har du parkeret på arealet, hvor den hvide bil holder, fra 2. januar 2021 til 6. maj 2021, og fået en p-bøde, kan du nu få den refunderet. Vel at mærke, hvis du har overholdt grænsen for, hvor længe du må holde på pladsen. Det samme gælder for et område på den næste 'platform' ned mod søen.

Efter UgeBladets omtale af de p-bøder, der i den seneste tid er blevet uddelt på parkeringspladsen ved den tidligere Kvickly-butik på Adelgade i Skanderborg, vel at mærke på flere område hvor der mangler afstribning, reagerer Coop nu og erkender at have fejlet.

»I forbindelse med opgravning og fjernelse af de gamle jordtanke (tidlige OK-anlæg, red.) var der desværre ikke i projektet medtaget opstribning af arealet efterfølgende,« forklarer René Hjorth, ejendomsinspektør i Coop Ejendomme.

Vi har dog valgt i denne situation også at refundere p-bøder, for de bilister, som har holdt andre steder, hvor der ikke har været opmærket på vores areal.

René Hjort, Coop

René Hjorth fortæller, at han ved selvsyn konstaterede problemet med den manglende opstribning.

»Derfor blev alt parkeringskontrol sat i bero pr. 7. maj 2021, indtil der er stribet op på p-arealet. Skulle der være bilister, som har modtaget en p-bøde, fordi de har holdt steder, hvor der ikke har været op stribet i perioden efter opgravningen af tankene, kan de henvende sig til Coop for refusion,” lyder det fra René Hjort.

Det er en fejl, at der ikke er blevet streget op på det mørke areal på billedet - hvor der er lagt ny asfalt i forbindelse med opgravningen af nogle olietanke på Kvickly-parkeringspladsen i Skanderborg - erkender Coop. Derfor refunderer Coop nu en række parkeringsbøder. Foto: Wulff

På pladsen er der yderligere to områder, hvor båsene er ekstra store pga. manglende opstribning. UgeBladet har været i kontakt med adskillige borgere, der har fået bøder netop der. Bliver disse bøder også refunderet?

»Ja. Det skal dog med, at de nævnte områder ikke mangler opstribning og ikke tidligere været opmærket til parkering. Jævnfør skiltningen skal man holde indenfor de opmærkede båse. Vi har dog valgt i denne situation også at refundere p-bøder, for de bilister, som har holdt andre steder, hvor der ikke har været opmærket på vores areal,« siger René Hjort og tilføjer:

»I forbindelse med den kommende opstribning vil hele arealet indgå i processen.«

9. juni 2021 er sidste frist for at få refunderet din bøde.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen