Første stik gælder som coronapas fra på fredag

Fra på fredag gælder det første vaccinestik som coronapas. Dog først 14 dage efter at det er modtaget.

Artiklens øverste billede
Foto: Ole Spata Ritzau/Scanpix.

Hvis du har fået første stik med en coronavaccine den 7. maj eller før, så har du fra fredag et gyldigt coronapas, oplyser Sundhedsministeriet ifølge Ritzau.

Den første dosis vil dog kun gælde som coronapas i en periode.

Statens Serum Institut meddelte tirsdag, at det antager, at man er immun i otte måneder efter første stik. Men det er endnu ikke afgjort, hvor længe vaccinen kommer til at gælde som coronapas.

Som en del af aftalen om genåbningen den 21. maj, blev det aftalt at første vaccinestik kunne bruges som coronapas. Tidligere har det ikke stået klart, hvornår ændringen ville træde i kraft. Det gør det så nu.

Ministeriet estimerer, at godt 600.000 danskere har modtaget den første vaccinedosis uden at være færdigvaccinerede, skriver Jyllands-Posten.

Det er forventningen, at det vil tage noget af trykket fra test-stederne, når det første stik fremover kan bruges som coronapas - og test dermed ikke er nødvendig.

Jyllands-Posten har talt med Testcenter Danmark og Falck Ambulance, der begge står for test, om testkapaciteten.

kb

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen