Træfældning sender kuldegys gennem Gram Skovs naboer
Bekymringen er stor blandt naboer til Gram Skov, der onsdag vågnede op til lyden af træfældningsmaskiner.
Forhistorien er lang og følsom, og det er sikkert også derfor, naboerne til Gram Skov, som ønsker området udlagt til rekreativt område, er nervøse, hver gang de ser en trækrone falde til jorden. Og det er netop hvad der skete onsdag morgen, hvor en stor skovningsmaskine havde fundet vej ind i skoven, og de første store stammer faldt til jorden.
Det resulterede i en hel del henvendelser til UgeBladet fra nervøse naboer til skoven. Nervøsiteten handler om, at et område for enden af Skovvej - kendt som Engen - tidligere har været i kikkerten hos ejendomsudviklere som mål for udstykning af attraktive boliggrunde. Og selvom kommunen og de lokale byrødder gentagne gange har slået fast, at det aldrig kommer til at ske, ulmer uroen i maven på naboerne.
Rekreativt område
Grundejerforeningerne Kærgården og Lærkeparken har i fællesskab kontaktet byrådet med et forslag om at Gram Skov udlægges til rekreativt område, og det forslag er med i den kommuneplan, der netop nu er i høring.
Derfor frygter de to grundejerforeninger, at træfældningen er et forsøg på at komme det forslag i forkøbet.
Jeg frygter, at skoven lige nu er ved at blive gjort til en kampplads for ejendomudviklerfirmaer.
»Der er væltet rigtig mange gamle bøge og egetræer, så der er blevet åbnet meget op ved lysningen mod Skovvej. Som jeg oplever det, er der tale om flere rækker af de gamle træer og ikke blot en kraftig udtynding, og det er det, der gør os nervøse,« siger Tommas Leth fra grundejerforeningen Kærgården.
»Vi anfægter ikke, at en privat ejer er i sin ret til at gøre, hvad han vil med skoven, men det ville være frygtelig ærgerligt, hvis det hele fældes for at gøre plads til byggeri, der ikke kan opnås tilladelse til. Jeg frygter, at skoven lige nu er ved at blive gjort til en kampplads for ejendomsudviklere, der håber på, at de engang vil kunne få presset tilladelse igennem til at udstykke området til boliger,« tilføjer han og peger på, at hovedparten af Gram Skov har skiftet ejere flere gange de seneste år, og stadig ejes af et ejendomsudvikler firma.
»Med forslaget i kommuneplanen om at sikre Gram Skov-området definitivt mod udvikling til boliger ved at markere det til rekreativ anvendelse kunne der godt være risiko for, at “operationen lykkedes, men patienten døde”,« mener Tommas Leth, der ikke føler sig sikker på, at udlæg til rekreativ anvendelse i sig selv vil beskytte skoven.
Ingen grund til uro
Man behøver dog ikke frygte for skovens ve og vel, hvis man spørger Henrik Worre. Det er ham der på eget initiativ har taget kontakt til skovens nye ejer for at høre, hvilke planer der er for skoven, og spurgt ind til, om der var interesse for hjælp til at pleje skoven og styrke biodiversiteten. Og det var der.
Den skov betyder rigtig meget for mig, og jeg er ked af, hvis dialogen med den nye ejer er gået skæv. Det har fået mig til at frygte, at skoven måske bare ville blive fældet.
»Jeg er kommet i skoven hele mit liv. Den skov betyder rigtig meget for mig, og jeg er ked af, hvis dialogen med den nye ejer er gået skæv. Det har fået mig til at frygte, at skoven måske bare ville blive fældet. Derfor tog jeg kontakt til den nye ejer,« forklarer han.
Da der først var givet grønt lys fra skovejer, forhørte Henrik Worre sig hos kommunens biologer og skovfoged om, hvordan skoven bedst kunne plejes.
»Jeg har hyret hjælp til at udføre arbejdet. Målet er at bevare skoven så godt som overhovedet muligt, og jeg ville være sikker på, at arbejdet blev korrekt udført,« understreger han.
Styrker biodiversiteten
Kim Aaen, biolog og sagsbehandler på naturområdet hos Skanderborg Kommune bekræfter at han sammen med kommunens skovfoged, Søren Peder Kirstein Knudsen, har været på skovtur med Henrik Worre og givet ham en række anbefalinger til, hvordan biodiversiteten styrkes og skoven plejes bedst muligt.
Samtidig anbefalede jeg også at fælde en række bøgetræer for at give bedre forhold til en række gamle egetræer
»Jeg har anbefalet ham at fælde en gruppe sitkagran. De er ikke hjemmehørende i den danske natur, og har derfor ingen tilknyttet biodiversitet. Derfor giver det god mening at fælde dem og i stedet give rum til løvskov - eg og bøg - som der er masser af insektliv og svampeliv knyttet til. Ved at gøre det, fremmer man i høj grad biodiversiteten,« forklarer Kim Aaen.
»Samtidig anbefalede jeg også at fælde en række bøgetræer for at give bedre forhold til en række gamle egetræer. Noget af det, der truer de gamle egetræer, er netop bøgetræer, fordi bøgetræerne vokser hurtigere og bliver højere og dermed skygger for egetræerne. Derfor ville det være en rigtig god ide at fælde de bøgetræer, så der blev skabt gode forhold for egetræerne,” tilføjer han.