Om salmesang – Philip Faber og Jan Wold

Artiklens øverste billede

Hvor har vi dog savnet salmesangen i gudstjenesten. Den farlige fjende gjorde os tavse. Og selv om Philip Faber hjalp os med at synge sammen hver for sig, og sangen i det danske folk dermed faktisk fik et løft som ikke er set siden Alsangen under krigen, så har vi savnet fællesangen i kirken.

Der blev så sunget salmer i bedste sendetid. Philip Faber fortolkede loyalt sangskatten i Højskolesangbog og salmebog. Og folk forstod en salmes kerne af Vorherres nærvær. Salmebogen. Højskolesangbogen, hvor kærligheden lod sig fortolke i en særlig dybde i lyset af den farer, der truer. Og salmesangen gik os til hjerte i en grad så selv den kommercielle verden så sin chance. Lige nu kører der en reklame hen over skærmen, der synger strofer af “Se, nu stiger solen...”.

Men i kirken blev vi gjort tavse. Som menighed. Som kirkegænger. Ingen salmesang. Jo, Gud ske lov trak kirkesangeren læsset. Og salmemelodierne. Men ikke den enkelte, der ellers gennem salmesangen kunne opleve Guds nærvær. At sorg blev vendt til glæde inderst inde - båret af salmens helt særlige evangeliske tone.

For der er noget særligt ved en salme. Jeg har oplevet det et utal af gange gennem et langt liv som præst. En forløsning, så at sige, i et husbesøg, ved er dødsleje. Vi har talt sammen, snakket. Vi har bedt. Skal jeg synge en salme? Ja, og så vælter tårerne ud af øjnene på den syge eller døende i en meget svær stund. Salmen favner smerten, sorgen og vender den til en oplevelse af evangeliets trøst og Guds nærvær.

Eller barnet. God nat sangen. Børnesalmen. Trygheden i det at få sunget eller selv synge, at der er én, der følger med ind i natten og mørket. ”Nu lukker sig mit øje, Gud fader i det høje. I varetægt mig tag..”.

Jeg var for mange år siden en periode præst i Narvik i Nordnorge. En by med mange begravelse. Og næsten altid fra Fredskapellet i Narvik. Ofte flere begravelser på samme dag. Mellem begravelserne opholdt vi os i kælderen under kapellet. Vi spillede bordtennis og kårede hvert år en kapelmester.

Her mødte jeg Jan Wold. Solosanger med en fantastisk røst. Sang rent ud sagt himmelsk. Men der var en særlig årsag til, at Jan sang salmer til begravelse. Han havde som yngre været ude for en arbejdsulykke. Han var elektriker. Arbejdede på de store norske vandkraftværker i højfjeldet.

En dag var han sammen med en arbejdskammerat, en ældre kollega, ved at reparere en nedgravet transformatorstation. Arbejdskammeraten befandt sig neden i den, da der sker en eksplosion, der udløser en brand. Den gamle kollega kan ikke redde sig ud af situationen, og Jan Wold vælger så at gå ned og redde sin nødstedte kollega. Det lykkes, men er lige ved at koste Jan livet. Han bliver voldsomt forbrændt, bliver indlagt på intensiv.

Jeg talte en dag med den sygeplejerske, der for de mange år siden havde passet og plejet ham. Det var forfærdeligt, siger hun. Der var næsten ikke noget steds, vi kunne røre ham, når han skulle vendes. Han lå i en specialtilvirket seng for i det mindste kunne hjælpe ham lidt. Og det var i den tid umuligt at give ham den smertedækning, han havde brug for.

Men hvad gjorde så Jan, når han ikke kunne holde smerten ud længere. Han begyndte at synge. Han sang så fantastisk, Jan, fortæller hun. Vi kunne høre hans malmfulde røst i hospitalets lange højloftede gange. Og vi vidste, at når Jan begyndte at synge, så havde han det virkeligt svært. Han sang, som et råb om hjælp. Han sang til sin Gud. Han sang salmer. Han sang om den Vorherre, det er der i den allerdybeste smerte.

Jan Wold blev førtidspensionist. Han var egentlig ikke særlig religiøs eller from, men en dag møder han op - uopfordret - i Fredskapellet i Narvik og spørger: “Må jeg synge her. For jeg ved, hvor vigtigt salmesangen er, når det gør virkelig ondt”.

Og så stod han da der på pulpituret ved orglet i kapellet dag efter dag og sang de sørgende til glæde og den døde ind i himmeriges rige. Han sang om der, hvor roset aldrig dør. Og “jeg ved et evigt himmerige”…

Det er det budskab, der fylder i salmesangen. Gud selv er i hver eneste strofe – og godt at vi igen kan synge Ham til os…!



Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen