Adelgade er klar til forandring: Sådan kan byen se ud
Mere sammenhæng i bybilledet, flere parkeringspladser og bedre udnyttelse af de brede fortove. Sådan lyder et par af forslagen til udviklingen af Skanderborg midtby
Skanderborg midtby skal have en ordentlig overhaling og byrødderne har bedt borgerne om hjælp. Der har været byvandring, lørdags-gågade og borgermøde og mange borgere har bidraget med konkrete forslag og visioner til den forestående opgradering af Adelgade.
Næste skridt er op til byrødderne, der nu trækker i arbejdstøjet, og går i gang med at se på de mange input og holdninger til midtbyens udvikling.
Blandt dem, der har bidraget med ideer og gode forslag, er LInda Taanquist, daglig leder af Kulturhsuet Skanderborg, og Pensionist Bent Bennetsen, tidligere butiksindehaver.
»Skab mere sammenhæng«
Hvert år besøger flere end 350.000 mennesker Kulturhuset midt i Skanderborg. Mange af gæsterne er lokale, men ved store koncerter kommer publikum også langvejs fra. I bil. Derfor er det vigtigt for Kulturhusets daglige leder, Linda Taanquist, også at huske på de firhjulede, når vi taler om midtbyens udvikling. Men lad os først lige runde et andet hjørne. Skanderborg mangler nemlig sammenhæng, mener Linda. En æstetisk helhed, der gør byen indbydende, hyggelig, finurlig og fyldt med liv.
Tag for eksempel et kig på de mange main streets i USA, eller se til Silkeborg, hvor man har bestemt sig for at lave Danmarks grønneste gågade. Det er da visionært!
»Jeg ville ønske, at man hyrede en professionel bydesigner med en æstetisk vision til at kigge på hele byrummet. At man arbejdede strategisk med byens samlede udtryk. Vi må gerne skrue lidt op for ambitionsniveauet. Tag for eksempel et kig på de mange main streets i USA, eller se til Silkeborg, hvor man har bestemt sig for at lave Danmarks grønneste gågade. Det er da visionært!«
Som leder af Kulturhuset ser Linda gerne, at kulturen, fællesskabet og oplevelserne bliver trukket hele vejen ud i byen, op og ned ad gader og smøger. Kulturen har de ikke eneret på, som hun siger, men lige nu er der ikke rigtig noget at komme ud til, når forestillingen er forbi. Det skulle da lige være en parkeringsbøde. Byrummet som sådan inviterer ikke til ophold, der kan forlænge scenemagien, efter tæppet er gået ned, mener Linda.
»Vi skal have så mange mennesker som muligt ud at opleve noget. Live og i fællesskab. Og måske gælder det nu mere end nogensinde før. Vi kunne bakke det op med den måde, vi indretter byrummet på. Både når det gælder lamper og bænke, og især også i forhold til parkering. Når vi har 500 mennesker til koncert, og der samtidig er en forestilling i biografen, så er det altså småt med pladsen. Og vi ser virkelig mange ulovlige parkeringer, når vi har fuldt hus. Der skal styr på parkeringen og være plads til bilerne i Skanderborg. Ellers forsvinder vores gæster og byens liv.«
»Brug byens brede fortove«
Her giver pensionist Bent Bennetsen sit bud.
I dag er Bent Bennetsen pensionist, men tidligere, da han havde fiskeforretning i Skanderborg, byggede kommunen om på Adelgade, og over det bemærkede han af og til, lad os kalde det, en brummen blandt sine kunder. En dag satte han et hjemmeskrevet skilt i butiksvinduet med teksten ’Tænk positivt’, og siden hørte han aldrig andet end muntre miner i sin butik. Den fidus, tænker han, at man kan genbruge nu, hvor Skanderborg igen står over for forandring. Men lad os først kigge på noget af det, som Bent holder særligt af ved sin by. Nemlig fortovene.
Det er børnene, vi skal satse på, hvis vi vil have mere liv ind i byen. Så efter min mening skal vi gøre så meget som muligt, der er noget ved for dem.
»Der er så mange muligheder i Adelgades brede fortove. Der er plads til bænke og borde, flere sjove legeredskaber, en scene til miniarrangementer om lørdagen. En gymnastikopvisning. Eller udstillinger med hunde og katte. Det er børnene, vi skal satse på, hvis vi vil have mere liv ind i byen. Så efter min mening skal vi gøre så meget som muligt, der er noget ved for dem.«
En midt-i-mellem-løsning
Som pensionist kommer Bent nok ikke selv til at bruge hverken hinkebaner eller hulahopringe, men i hans optik handler byudvikling heller ikke om egne interessere, det handler om, hvad der er bedst for byen. Om at finde mulighederne og prøve til. For hvis man ikke prøver, får man ikke svar, som han siger, og en af de ting, som Skanderborg bør prøve at kigge på, handler om trafikken på Adelgade.
»Jeg tror, at en ensretning på Adelgade vil være en rigtig god idé. Det vil give mere ro, og fortsat holde alle muligheder åbne. Og det kan vist fint lade sig gøre for trafikken, som jeg ser det. En ensrettet gade er en god midt-i-mellem-løsning for vores lille smørhul, hvor nogle ønsker fuld trafik og andre stille gågade. Jeg mener, at en ensretning kan være det gode kompromis for vores by. Tænk positivt.«
bo