Ny skoleleder og formand for FOF Favrskov
Poul Tang er ny skoleleder og Thorkild Petersen ny formand for bestyrelsen
FOF Favrskov har ansat en ny skoleleder og valgt ny bestyrelsesformand til at tage over efter skoleleder Birgitte Ullitz-Møller og formand Inge-Lise Thomsen, der begge har ønsket at fratræde på grund af alder.
De to har i en længere årrække stået i spidsen for FOF Favrskov og på fortræffelig vis drevet aftenskolen med mange kursister og spændende foredragsholdere, oplyser FOF Favrskov i en pressemeddelelse.
Ny skoleleder er Poul Tang fra Hinnerup, som tidligere har undervist på Favrskov Gymnasium og har ekspertise i blandt andet digital læring. Han har en stor berøringsflade og er ifølge bestyrelsen særdeles velkvalificeret, så bestyrelsen har store forventninger til samarbejdet med den nye skoleleder.
Poul Tang er ansat fra 1. maj 2021, og Birgitte Ullitz-Møller fortsætter indtil udgangen af juli for at sikre en glidende overgang til den nye sæson, der begynder efter sommerferien.
Nye i bestyrelsen
FOF Favrskov har samtidig fået to nye ansigter i bestyrelsen. Den ene er tidligere præst Christina Smith, der i dag er kunstner og foredragsholder med et stort hjerte for folkeoplysning.
Hun får selskab af en nuværende præst, Kjeld Bjørn Nielsen, som er sognepræst i Haldum Sogn.
Den øvrige bestyrelse modtog genvalg og består af Katcha Højegaard, Lyngå, Birgit Berthelsen, Hinnerup, Inge Søgaard, Lyngå, og Thorkild Petersen, Søften.
Bestyrelsen har konstitueret sig med Thorkild Petersen som formand og Inge Søgaard som næstformand.
jr