Ny formand for Hadsten Handel: Helt fantastisk opbakning
Byens blomsterhandler, Lars Simonsen, vender tilbage som formand for handelsstandsforeningen

Hadsten Handel har valgt ny formand ved handelsstandsforeningens generalforsamling, som blev afviklet i Vestjysk Bank.
Lars Simonsen fra Hadsten Blomster bekendtgjorde, at han stillede op til formandsposten, som var på valg, hvorefter den hidtidige formand Hans Peder Hansen fra Vestjysk Bank trak sig, således at Lars Simonsen blev valgt uden modkandidat.
Lars Simonsen har flere gange tidligere været formand for Hadsten Handel, så det er på ingen måde et ukendt ansigt i byens handelsliv, som nu tager endnu en tørn, mens Hans Peder Hansen træder ud af bestyrelsen. Den hidtidige formand fortsætter dog arbejdet med at udvikle handelsstandsforeningens strategi i et nyt strategiudvalg, som bestyrelsen nedsætter.
Det er skønt at vide som formand, at vi har en bestyrelse, og sågar folk der ikke blev valgt ind, som rigtig gerne vil hjælpe.
»Hans Peder og flere andre har lavet et kæmpe arbejde med strategien, og det vil han gerne fortsat arbejde med uden at være formand. Det er kun rimeligt, at vi deler arbejdet op, og så er det fint, at jeg tager en tørn til som formand,« fortæller Lars Simonsen.
Kampvalg
Den nye formand glæder sig over, at flere meldte sig som kandidater til bestyrelsen, således at der skulle afholdes kampvalg.
»Det var helt fantastisk og meget meget usædvanligt med kampvalg, sågar om suppleantpladserne. Det er et tegn på, at vi har aktive medlemmer, der gerne vil gøre en indsats i foreningen. Det er skønt at vide som formand, at vi har en bestyrelse, og sågar folk der ikke blev valgt ind, som rigtig gerne vil hjælpe.«
Udover formanden blev Kvickly Hadstens varehuschef Mads Sørensen nyvalgt i bestyrelsen.
»Det er dejligt at se supermarkederne komme på banen. Vi har brug for hinanden, og jeg håber, flere af supermarkederne vil være med i Hadsten Handel,« siger Lars Simonsen.
Den øvrige bestyrelse består efter generalforsamlingen af Anne Mette Holm, der ejer Mette Sko og Kop & Kande, mediekonsulent Lykke Laursen fra Lokalavisen Favrskov og Lotte Thurley fra Butik Natalie.
Hanne Brandbyge Ørholst fra Matas og Søren Andreasen fra Paragraf Advokater er suppleanter.
Styrket ud af corona
Byens blomsterhandler mener, at butikslivet i Hadsten er kommet styrket ud af coronatiden på den måde, at der har været en enorm lokal opbakning fra kunderne, og butikkerne har fundet ud af, at de er meget afhængige af hinanden. Og det nære og aktive samarbejde skal ifølge formanden fortsætte, hvis Hadsten skal udvikle sig og fortsat være en by med et godt handelsliv.
»Det er vigtigt for mig, at vi allesammen fortsætter med at tage ansvar. Vi har brug for aktive og ikke sovende medlemmer i byer af vores størrelse. Vi skal arbejde videre med at styrke foreningen og sammenholdet i byen, og jeg ser en stor mulighed for at arbejde på tværs af foreninger i Hadsten som for eksempel Lions og sportsklubberne. Det bliver meget, meget spændende.«
Den nye bestyrelse konstituerer sig i den nærmeste fremtid med valg af næstformand, kasserer og sekretær.