Præsteklumme: Eksistentielt kaos

Artiklens øverste billede
Sognepræst i Skelager Kirke, Johannes S. Bech-Hansen.

I et halvt års tid har jeg befundet mig i et eksistentielt kaos. Jeg har ikke vidst, hvad der er op, og hvad der er ned. En følgesvend, som jeg loyalt har elsket igennem hele mit liv, har mistet sin glans. Tilbage står jeg som et menneske i fremmed terræn uden kompas, nøgen og forvirret.

Jeg skal sige det, som det er: Jeg er under coronaen blevet ligeglad med fodbold.

Det værste er, at det ikke engang er for sjov. Det er virkelig et problem for mig. Jeg har pøset så meget tid ind i at spille fodbold, se fodbold, læse om fodbold, høre om fodbold, snakke om fodbold, at uden denne hobby, er der vitterligt kommet et hul i mit liv. Og nu står jeg tilbage uden helt at vide, hvad der er sket, og hvem jeg selv er.

I starten troede jeg bare, det var mig. Men i løbet af de sidste måneder har jeg nu mødt flere og flere desillusionerede venner og bekendte, der ikke rigtig tør sige det højt, før jeg selv bringer det på banen. ”Er det bare mig, eller er Champions League totalt ligegyldigt?” Noget er sket. Illusionen er brudt. Men hvorfor?

Jeg tror, at det hele handler om det ægte. Fodbold blev for mig i coronaens skær til en mærkelig fiktiv ting. Da det var virtuelt og eksisterede i et lukket tv-rum uden menneskers håndgribelige følelser som kulisse, kunne jeg ikke identificerer mig. Det virkede, ja, ligegyldigt, og altså uægte. Det stod klart, at fodbolds vigtighed ikke findes i fodbolden i-sig-selv, men kun stråler, når det er en del af noget større, som det danske landsholds presseafdeling selv siger. Fodbold er kun vigtigt, når det findes i fællesskabets ramme som en del af vores kultur. Uden rammen, uden kulturen, kun med de fodboldspillende mænd på en skærm, føltes det at se fodbold som en tom tvangshandling. Noget jeg tvang mig selv til som en sur pligt, selvom jeg ingen fornøjelse fik ud af det.

Oplevelsen med tabet af kærlighed til fodbold har fået mig til at tænke. For naturligvis strækker denne oplevelse sig udover bare fodbold. Det gælder jo alt, hvad vi foretager os. De virtuelle pseudo-fællesskaber er kun attraktive, når virkeligheden ikke er mulighed. Det står klart for mig nu.

De levende fællesskaber derimod er det, der giver mening til vores liv. Uden de levende fællesskaber bliver kulturen, sporten, religionen hul. Det har jeg virkelig mærket.

Den analoge virkelighed kan noget, som skærmen aldrig kommer til at erstatte.

For nylig kom tilskuerne på plads på de danske stadionerne igen. Kirkebænkene blev også igen fyldt af syngende kirkegængere. Virkeligheden er på vej tilbage. Fællesskaberne er på vej tilbage. Vi burde lige nu være som køer, der kommer på græs. I kender synet – køer der danser en vild og underlig sparkende dans i en rus af glæde over at komme ud under solen og ind i fællesskaberne og friheden. Lad os gå ind i sommeren og nyde virkeligheden! Mon ikke kærligheden til fodbold vender tilbage, når Danmark vinder EM!?

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen