30-årige Camilla blev ramt af to blodpropper efter vaccination

Efter første stik med AstraZeneca-vaccinen blev 30-årige Camilla ramt af to blodpropper. Nu har hun fået en mindre erstatning, men er stadig deltidssygemeldt.

Artiklens øverste billede
I dag er Camilla deltidssygemeldt, men arbejder 12 timer om ugen. Hun får taget blodprøver en gang om måneden og er jævnligt i kontakt med lægerne fra hospitalet, der holder øje med hendes tilstand. - Foto: Tobias Stidsen, Fagbladet FOA/

Som pædagogisk assistent på et bosted for udviklingshæmmede blev 30-årige Camilla vaccineret i begyndelsen af marts, selvom hun både lider af nåleskræk og var bange for at få bivirkninger. Hun havde dog aldrig hørt om de bivirkninger, hun senere skulle blive ramt af.

Otte dage efter stikket blev hun ramt af hovedpine, der siden blev så voldsom, at hun måtte tage på akutmodtagelsen i Hillerød, hvor hun endte med at blive indlagt netop med migrænelignende symptomer.

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Lægen spurgte mig, hvor slemt det var på en skala fra 1 til 10. Jeg ville hellere dø. Bare det, at jeg fik vand i øjnene, var som at få stukket knive i øjnene. Det var meget, meget intenst,« siger Camilla til Fagbladet FOA. Hun ønsker ikke at få sit efternavn frem.

Herefter fulgte et forløb med undersøgelser og henvisninger til forskellige afdelinger. Flere skæve blodprøver, ekstrem hovedpine, opkastning og et blåt mærke, der uprovokeret dukkede op på hendes ene ben. Det var lige netop, hvad lægen havde advaret hende om.

En scanning på infektionsmedicinsk afdeling afslørede en blodprop i leveren, og Camilla blev overført til Rigshospitalet. Nogle dage senere afslørede endnu en scanning en blodprop i hovedet.

I dag ved vi, at Camilla blev ramt af ’vitt’, som er betegnelsen på den sygdom, der i meget sjældne tilfælde kan opstå efter vaccine med AstaZeneca, som indebærer et lavt blodpladetal og blodpropdannelse.

Umiddelbart er der ingen forklaring på, hvorfor netop Camilla blev ramt af blodpropper efter vaccinen.

Lægerne forsker fortsat i hendes blodprøver for at finde en sammenhæng. De har udelukket, at det har nogen sammenhæng med p-piller, og Camilla har aldrig tidligere været alvorlig syg.

Desuden har hun fulgt vaccinationsprogrammet og har også fået HPV-vaccinen.

Camilla har nu været udskrevet fra hospitalet i knap to måneder og kan arbejde 12 timer om ugen. Hun er begyndt at træne igen, og kan overkomme flere ting i hverdagen. Hun er stadig kortvarigt svimmel, når hun rejser sig, men der er blevet længere mellem anfaldene af hovedpine.

Hun har netop fået tilkendt en erstatning på 4.132 kr. fra Patienterstatningen for svie og smerte.

”Det er svært at forholde sig til 4.132 kroner. Det er et lidt ligegyldigt beløb for mig lige nu. Jeg synes ikke, at det kan gøres op i penge.”

Selve arbejdsskaden er fortsat under behandling, og på sigt kan det udløse erstatning for f.eks. tabt arbejdsfortjeneste eller varige mén, men det får hun først nærmere afklaring på til august.

Camilla synes fortsat, at alle skal have en af vaccinerne fra vaccinationsprogrammet, hvis de har lyst. Selv er hun i tvivl om, hvorvidt hun vil tage andet stik med en anden vaccine.

”Jeg har fortrudt, at jeg tog imod AstraZeneca-vaccinen. Det havde selvfølgelig været anderledes, hvis det her ikke var sket, men jeg har fortrudt, at jeg ikke lyttede til min mavefornemmelse da jeg stod i køen,” siger Camilla til Fagbladet FOA.

Citathistorie: Fagbladet FOA.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen