Officielt: Gellerup Sogn nedlukket for anden gang

Gellerup må igen tvangslukkes på grund af for stort smittetryk.

Artiklens øverste billede
Foto: Region Midtjylland

De prøvede det den 17. april, og nu skal de til det igen.

Smittetrykket i Gellerup Sogn er så højt, at sognet bliver ramt af automatisk nedlukning som følge af regeringens corona-regler.

Mandag lyder sognets incidens på 611 (grænsen er 600), 57 smittede de seneste syv dage og en positivprocent på 6,9.

Det betyder, at Aarhus Kommune er blevet pålagt at lukke sognet.

Skole lukkes ned

Lukningen betyder konkret, at Sødalskolen og skolens klubtilbud lukker. Ifølge en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune åbner Sødalskolen muligvis igen onsdag, hvis Styrelsen for Patientsikkerhed finder det forsvarligt.

Samtidig lukkes lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter. Det vil fortsat være muligt med ”Click and Collect”-afhentning af forudbestilte bøger på biblioteket. Borgerservice vil også være åben, oplyser kommunen.

Idrætshaller, svømmehaller, træningscentre og foreningslokaler lukkes også.

Vuggestuer og børnehaver forbliver åbne.

Busser og mobile vaccinationer

I denne uge vil kommunen indsætte en test-bus, som vil køre rundt i Gellerup Sogn, fra opgang til opgang, for at gøre adgangen til test lettere for beboerne. Dette er et supplement til de eksisterende test-muligheder City Vest og Nordgårdhallen.

Onsdag og torsdag vil kommunen desuden sende mobil vaccinationsenhed til Gellerup. Her kan borgere, som tidligere har modtaget invitation til vaccination men endnu ikke taget imod tilbuddet, blive vaccineret lokalt i området.

Borgerservice i Aarhus Kommune har ringet rundt til ca. 950 borgere i Gellerup med tilbud om vaccination.

Stadsdirektøren har ikke et bud på, hvorfor det ikke er lykkedes at få smitten ned i Gellerup Sogn.

»Det er formentlig ikke ramadanen, der er grund til det. Det viser tal fra andre sogn. Vi har igangsat alle de initiativer, vi kunne, men det er alligevel ikke lykkes at få smitten ned endnu,« siger Niels Højberg.

Sundhedsmyndighederne opfordrer til, at borgere i Gellerup Sogn i stor stil lader sig teste.

Sognet åbnes først igen, når man en uge i træk har været under grænseniveau for incidens, smittetilfælde eller positivprocent.

Den samlede incidens i Aarhus Kommune er mandag på 106.

ddp

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen