De er udsatte og svage: Men Ingen beboere på asylcentre er vaccineret mod corona

Vaccination på de danske asylcentre sker efter et princip om gennemsnitsalder hos beboerne. Ingen er indtil videre vaccineret. Stærkt kritisabelt og menneskeretligt problematisk, mener organisationer.

Artiklens øverste billede
Arkivfoto: Ritzau/Scanpix.

Flere end to millioner har nu fået første vaccinestik mod covid-19 her i Danmark. Det svarer til over 40 procent af befolkningen, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Men ingen af de næsten 1.900 beboere på de danske asylcentre, er blevet vaccineret mod covid-19. Det fremgår af svar, Radio4 har fået fra landets fem regioner.

Vaccinationsindsatsen foregår på asylcentrene ud fra et princip om gennemsnitsalder, hvor datoen for hvornår beboerne bliver tilbudt en vaccination, bliver fastlagt ud fra gennemsnitsalderen blandt beboerne på det enkelte asylcenter.

Ifølge afdelingschef ved Institut for Menneskerettigheder, Christoffer Badse, er det en problematisk tilgang.

»Der er fokus i menneskeretten og sådan set også i dansk lovgivning på, at man laver en konkret vurdering og tager stilling til personers behov individuelt og ikke gruppevis,« siger Christoffer Badse til Radio4.

Udlændingestyrelsen oplyser til Radio4, at 187 beboere på asylcentrene siden april sidste år har været smittet med covid-19. To har været indlagt på intensivafdelinger. Ingen er døde.

Også hos organisationen Refugees Welcome, der yder juridisk rådgivning til asylansøgere, møder vaccinationsstrategien kritik.

»Det er virkelig grelt. Det er en meget udsat gruppe, både i forhold til levevilkår, men også fordi, de har et dårligere helbred end den danske befolkning. De er stressede og har det meget dårligt mentalt. Der er ingen tvivl om, at det eneste rigtige er at give dem vaccinationen på samme vilkår som den danske befolkning,« siger forkvinde, Michale Clante Bendixen til Radio4.

Den 15. april fik ny lovgivning effekt, som sikrer gratis vaccination mod covid-19 til personer med midlertidigt ophold i Danmark af en varighed på mindst 30 dage. Herunder asylansøgere. Ifølge lovteksten er vaccinationen regionernes ansvar.

Af svar til Radio4 fremgår det, at de enkelte regioner har forskellige planer for vaccination mod covid-19 på asylcentrene. Region Sjælland planlægger at påbegynde vaccinationen i næste uge, Region Hovedstaden fra den 14. juni, Region Syddanmark inden sommerferien, Region Nordjylland fra 28. juni, og Region Midtjylland planlægger at vaccinere asylansøgerne som en del af gruppe 10 d 3, som ifølge Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender bliver tilbudt vaccination fra midten af juni.

Radio4 citathistorie.


Citathistorie Radio4

Læs også

Del artiklen