Skoleskibet Athene besøger Norddjurs

Torsdag og fredag får kysterne i Norddjurs Kommune besøg af skoleskibet Athene, hvor der inviteres til åbent skib.
Skoleskibet Athene kommer fra Fiskeriskolen i Thyborønog besøger i år 15 udvalgte havnebyer.
Formålet er at udbrede kendskabet til erhvervsfiskeriet. Særligt i en tid med en del negative historier om fiskeriet, fortæller Bent Bro, der er konsulent ved Fiskeriskolen.
»Ovenpå en periode hvor fiskeriet har befundet sig i modvind, bliver det supergodt at komme ud og vise, at vi stadig har gejst i fiskeriet. Vi skal ud at fortælle hele Danmark, at fiskeri er meget mere end Brexit og kvoter. Nu er det tid til at gå sommeren i møde, hejse flaget og fortælle den danske ungdom om de mange muligheder, der er forbundet med et arbejde i fiskerisektoren, lyder det fra Bent Bro i en pressemeddelelse.
Gang i dialogen
Torsdag 3. juni fra klokken 8-15 ligger Athene i Bønnerup Havn og dagen efter fredag 4. juni lægger skibet til kaj i Grenaa. Også her vil der være åbent skib fra 8-15.
Når Athene lægger til havnebyer, kan besøgende møde elever og uddannelseskonsulenterne Sussi Jensen og Thorbjørn Strunk fra Fiskeriskolen i Thyborøn. Og udover dialog med de unge mennesker, håber Fiskeriskolen også at komme i dialog med undervisere på gymnasier og ungdomsuddannelser.