JYSK i Hadsten: Her er åbningsdatoen

Byggeriet af Favrskovs første JYSK skrider planmæssigt fremad. Nu sætter kæden dato på åbningen.

Artiklens øverste billede
Der er tale om en 1.650 kvadratmeter stor forretning, hvoraf selve butiksarealet bliver på 1.200 kvadratmeter. Foto: CSJ

At JYSK kommer til Hadsten er næppe nogen nyhed for de fleste længere. Nyt er dog, at kæden nu afslører den præcise dato for, hvornår dørene slås op til sengetøj, håndklæder og møbler.

Det lidt flyvske »efter sommerferien« er nu blevet snævret ind til... indsæt selv trommehvirvel... 27. august klokken 9.

»Der sker rigtig mange ting inde bag murene, så man kan godt begynde at glæde sig,« siger Martin Fyn Aamand, kommunikationschef i JYSK - han fortsætter:

»Vi har sammensat et stærkt hold på fem personer, som alle har haft en eller anden rolle i JYSK - jyskere kalder vi dem - plus en spritny butikschef, Mathias Lysdal Hansen fra Aarhus. Han glæder sig meget til opgaven. Det er den første butik, han får ansvaret for.«

Derudover søger butikken tre weekend-sælgere, til når der er travl, samt en elev.

1.200 kvm butik

Der er tale om en 1.650 kvadratmeter stor forretning, hvoraf selve butiksarealet bliver på 1.200 kvadratmeter, hvilket er en ganske standard størrelse Jysk.

Placeringen er ved siden af thansen i T-krydset Hammelvej/Skanderborgvej.

Butikken bliver bygget efter JYSKs moderniserede koncept med tydelig led-lys, et gulv, som ligner træ, og inventar, som får tingene til at tage sig bedst muligt ud.

Tættere på kunderne

At Jysk lige vælger at slå sig ned i Hadsten skyldes en række forskellige faktorer.

Med butikker i Skejby, Randers og Tilst kunne man ellers godt få tanken, at området allerede er dækket ret godt ind, men hos Jysk tror man altså på, at der er kunder nok til en Jysk også i Hadsten.

»Vi kigger selvfølgelig på byens størrelse, og her passer Hadsten fint. Samtidig vil vi jo gerne være meget lokale. Sådan at det ikke skal være en dagsrejse for kunderne at handle ind til boligen. Og Hadsten har et godt opland - måske særligt øst og vest fra,« har pressechefen tidligere fortalt til Lokalavisen Favrskov - ligesom han tilføjede:

»Desuden er motorvejen relativt tæt på, og der gode tilkørsels- samt parkerings-forhold, og vi får thansen samt Rema1000 lige ved siden af. Hvis ikke Jysk ligger i et center, så vil vi jo gerne ligge i en retailpark (altså et butiks-område med flere andre større forretninger samlet, typisk lidt uden for byen, red.).”

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen