Kort- og langvarig løsning fundet for beboerne på Skrænten
Socialudvalgsformanden beklager forløbet og at beboerne skal flytte to gange på kort tid.
De seks beboere, der alle er udviklingshæmmede, i bofællesskabet Skrænten i Skanderborg er kommet i klemme i forbindelse med udvidelsen af Dagmargården. Skrænten skal nemlig rives ned for at give plads til det nye byggeri. Men der er fundet en løsning, fortæller Anders Rosenstand Laugesen (V), der er formand for Socialudvalget.
»Først og fremmest vil jeg gerne sige, at det er en meget beklagelig situation, der aldrig burde være opstået. Men det ser ud som om, vi har fundet en løsning, der ender med at blive rigtig god,« siger han og uddyber:
»Beboerne i Skrænten kommer til at bo permanent i en særlig sektion i tilbygningen af Dagmargården. Her udtager vi de antal m2, der er nødvendige i forhold til at lave boliger og fællesarealer. Vi har så en udfordring, mens udvidelsen af Dagmargården står på, fordi bygningerne i bofællesskabet i den forbindelse skal rives ned, og her bliver løsningen af etablere et midlertidigt tilbud på Vesterskovvej. De tilbagemeldinger, jeg har har fået fra embedsværket er, at den model er blevet godt modtaget af beboerne i Skrænten og deres pårørende.«
Jeg vil endnu en gang beklage den frustration, der har været skabt.
Anders Rosenstand Laugesen understreger, at man i Socialudvalget god ved, at det ikke er optimalt, at beboerne i bofællesskabet skal flytte to gange.
»Vi skal fremadrettet sørge for, at situationer som denne ikke opstår. Den løsning, der nu er fundet, handler blandt andet om, at vi ikke vil skille beboerne i bofællesskabet ad. Desværre er vi i den situation i Skanderborg, at der ikke er andre muligheder for at bygge det plejecenter, vi mangler. Vi har kigget grundigt efter, og udvidelsen af Dagmargården er den eneste mulighed,« konstaterer Anders Rosenstand Laugesen og tilføjer:
»Jeg vil endnu en gang beklage den frustration, der har været skabt.«