79-årig overfaldet ved højlys dag: »Det er så meningsløst«

I weekenden blev en 79-årig kvinde udsat for et voldsomt overfald i det sydlige Aarhus. Nu står hendes barnebarn frem for at efterlyse vidner til episoden samt for at komme i kontakt med det ægtepar, der hjalp den ældre kvinde.

Artiklens øverste billede
Sådan så den 79-årige kvinde ud, efter hun var blevet overfaldet af de to drenge. Hun har givet Lokalavisen Aarhus tilladelse til at bringe billedet. Privatfoto

»Hvem kan finde på at gøre sådan noget ved en næsten 80-årig kvinde?«

Sådan spørger Anita Braad Christensen, imens hun gør sig klar til at fortælle om det voldsomme overfald, som hendes farmor lørdag eftermiddag blev udsat for.

Ved højlys dag blev den ældre kvinde pludselig skubbet flere gange af to drenge, imens hun gik ad Skovbrynet i den sydlige del af Aarhus. Det har medført, at hun i dag sidder tilbage med et blåt øje, adskillige skader og skrammer på sin krop samt en voldsom forskrækkelse, som hun nok aldrig glemmer.

Lokalavisen Aarhus har snakket med den 79-årige kvinde. Hun er dog så påvirket af episoden, at hun ikke ønsker at lade sig interviewe eller få sit navn, som redaktionen kender, med i avisen. Hun har i stedet givet tilladelse til, at barnebarnet Anita Braad Christensen fortæller om overfaldet.

Skubbede og forsvandt

Det var for at nyde det gode vejr, at Anita Braad Christensens farmor lørdag valgte at gå hjem til sin bopæl i Aarhus efter et besøg i Højbjerg. Da hun nåede Skovbrynet nær Tivoli Friheden, blev hun opmærksom på to knallerter, der havde retning mod hende.

Hun har en stor bule i hovedet, hun har hun det her blå øje, som man kan se på billedet, hendes venstre hånd er helt sort, så hun kan ikke bevæge sin tommelfinger, og så har hun skrammer ned ad benene.

Anita Braad Christensen, barnebarn til den 79-årige kvinde

»Inden hun nåede at registrere mere, var de to drenge på knallerterne ved siden af hende, hvor de skubbede hende frem og tilbage. Den ene kørte væk, men den anden blev ved med at køre ved siden af hende og skubbe til hende, indtil hun faldt,« forklarer Anita Braad Christensen og oplyser, at hendes farmor derefter landede på asfalten.

Bagefter forsvandt begge drenge uden at stjæle noget fra den hjælpeløse kvinde.

»De tog ikke engang hendes taske. Hvis de nu havde gjort det, så kunne man tænke, at de manglede penge, men der var ikke en årsag til overfaldet. De gjorde det bare. Det er så meningsløst,« fortsætter Anita Braad Christensen.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)


Hjælp fra ægtepar

Heldigvis blev et ægtepar i en bil opmærksom på, at Anita Braad Christensens farmor havde brug for hjælp.

»Manden sprang ud af bilen og hjalp hende op, og så kom konen bagefter med noget forbinding, som hun brugte på min farmors skader. Det så meget professionelt ud, så måske var hun sygeplejerske,« fortæller barnebarnet, der gerne vil i kontakt med ægteparret for at takke dem for hjælpen.

Derfor valgte Anita Braad Christensen mandag at lave et opslag på Facebook omkring episoden, hvori hun også efterlyste ægteparret. Det er sidenhen gået viralt på det sociale medie. I skrivende stund er det således blevet delt 3.000 gange.

Hun håber derfor på, at opslaget også kan bruges til andet end at finde frem til det hjælpende ægtepar.

»Det kan være, at der også er andre vidner til episoden, som ser opslaget, og så håber jeg, at drengene, der gjorde det, også ser det, så de kan forstå, at det ikke var smart gjort af dem,« fortæller Anita Braad Christensen, der selv arbejder med unge kriminelle.

»Jeg ved, at der er nogen af dem, som også godt kan finde ud af at reflektere over det, de har gjort, og forstå, at det ikke var særlig smart. Så jeg håber, at budskabet også når ud til dem.«

Politiet efterforsker sagen

Anita Braad Christensen oplyser, at hendes 79-årige farmor stadigvæk er noget mærket efter episoden.

»Hun er meget forslået. Hun har en stor bule i hovedet, hun har hun det her blå øje, som man kan se på billedet, hendes venstre hånd er helt sort, så hun kan ikke bevæge sin tommelfinger, og så har hun skrammer ned ad benene. Hun har virkelig slået sig,« fortæller barnebarnet, der dog er overrasket over, hvordan den ældre kvinde tackler episoden.

»Jeg ved ikke helt, hvad min farmor er lavet af, men hun lader sig ikke slå ud af det her. Hun er selvfølgelig forskrækket, men hun er fast besluttet på, at hun fortsat vil gå ture uden for,« siger Anita Braad Christensen.

Østjyllands Politi bekræfter over for Lokalavisen Aarhus, at det tirsdag fik en anmeldelse om overfaldet, som nu bliver efterforsket. Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 114.

Læs også

Del artiklen