Ombygning: Først Skanderborg Station, så Museum Skanderborg
Begge byggerier sættes i gang i 2021.

Der er blevet rørt i gryden i forhold til det planlagte arbejde på henholdsvis Skanderborg Station og naboen Museum Skanderborg, der begge skal have ’en omgang’. Det betyder, at arbejdet på Skanderborg Station sættes i gang først og inden ret længe, mens arbejdet på og omkring Museum Skanderborg igangsættes sidst i 2021.
Planen var ellers, at Skanderborg Museum skulle gennemføre renoveringsarbejder samtidig med ombygningen af forpladsen på Skanderborg Station, men men Museum Skanderborgs projekt forventes først udsendt i arkitektkonkurrence lige efter sommer og vil starte projektering ultimo 2021.
»Det gør begge anlægssager meget lettere, da man ikke vil være nødt til at sætte det ene projekt på pause for at gennemføre deletaper af det andet, når der skal gennemføres byggeaktiviteter og afspærringer i forbindelse med projekterne,« kan man læse i den kommunale sagsfremstilling.
Første skridt i forhold til at ændre forpladsen på Skanderborg Station bliver etableringen af et lyskryds i indkørslen ved Museum Skanderborg, der holder til i det tidligere posthus.