Det er Eske, der er død: Et stort tab for Danmark

Eske K. Mathiesen, der er blevet kaldt ”Danmarks største lille digter” er død. Han blev 77 år.

Artiklens øverste billede
Arkivfoto.

Den danske digter Eske K. Mathiesen er død i en alder af 77 år. Han døde fredag efter længere tids sygdom., oplyser Asger Schnacks Forlag i en pressemeddelelse.

Mathiesen debuterede i 1976 med digtsamlingen ”Fra spætternes have” og har siden udgivet en lang række digtsamlinger.

Den seneste udkom i 2020 med titlen ”Omveje”. Dagbladet Informations anmelder kaldte i den forbindelse Mathiesen for ”en af rigets bedste og mest egensindige poeter”.

Kristeligt Dagblad døbte ham ”skjald for verdens små mirakler”.

”Omveje” er værd at køre efter og viser Mathiesen i absolut storform, skrev anmelder Martin Rohr Gregersen i sin anmeldelse.

Eske K. Mathiesen modtog i 2009 Kritikerprisen, som uddeles af Litteraturkritikernes Lav, for digtsamlingen ”Bonjour monsieur Satie”.

Mathiesens ”Samlede digte” udkom i fire bind i 2015-2016.

De udløste en ”lyksalig litterær fryd efterfulgt af en inciterende undren over, at man dog ikke har hørt om disse skriverier tidligere” hos Jyllands-Postens anmelder Tobias Skiveren.

Han kaldte Mathiesen for ”Danmarks største lille digter”.

Sammen med Martin Gregersen har Tobias Skiveren skrevet monografien ”Eske K. Mathiesen” om den nu afdøde digter.

Her fremhæver de tre kendetegn ved Mathiesens forfatterskab.

Digtene indeholder altid et ”tvist” af virkeligheden. Desuden udviser de ofte en særlig sympati med og respekt for oversete væsener i naturen som regnorm eller følfoden. For det tredje kan en social indignation ofte spores i teksterne, skriver forfatterne.

Asger Schnacks Forlag skriver, at Mathiesens bortgang er et ”stort tab for familie og venner og for dansk litteratur, som hermed har mistet en af sine fineste lyrikere”.

kb

Læs også

Del artiklen