To skarpe hjørner rundes i nabo-hjørnebutikkerne
Lotte Thurley, som ejer Butik Natalie, og Joan Jensen, som ejer Frisør Joan, fylder begge to rundt i denne uge.

Fest i gaden bliver der nok ikke sådan helt bogstaveligt talt, men der er en stor mærkedag i denne uge i både Butik Natalie og i Frisør Joan, der ligger over for hinanden på hvert sit hjørne i Søndergade i Hadsten. Ejerne af hjørnebutikkerne runder således selv skarpe hjørner.
Lotte Thurley fra Butik Natalie fylder 50 år onsdag 9. juni, og frisør Joan Jensen fylder 60 år i dag tirsdag 8. juni.
Lotte Thurley har haft sin butik i 13 år, og Joan Jensen har drevet sin salon i ni år. Det har i tidens løb udviklet sig til et rigtig godt naboskab.
»Jeg er utrolig glad for naboskabet til Joan,« lyder det fra Lotte Thurley, som bakkes op af Joan Jensen:
»Vi har det megahyggeligt sammen. Vi synes vist begge, at det er lidt kedeligt, hvis den anden har lukket,« smiler hun og tilføjer, at de også supplerer hinanden godt.
»For eksempel kan kunden lige gå over og kigge hos Butik Natalie, hvis jeg har lidt ventetid.«