Historiske tal afsløret: Så få blev dræbt i trafikken i 2020

163 personer mistede livet i trafikken i 2020, og det er det laveste antal siden før 1930’erne, oplyser Vejdirektoratet.

Artiklens øverste billede
Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Vejdirektoratet har netop offentliggjort ulykkestal for 2020, og i dem ses en af de få positive sideeffekter ved coronapandemien.

Ikke siden før 1930érne har så få personer mistet livet i den danske trafik som i 2020. I alt blev 163 dræbt, mens 2.751 kom til skade, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Den primære forklaring er naturligvis nedlukningen af samfundet som følge af coronavirus. Det ses også i det største fald i antallet af dræbte og tilskadekomne i foråret 2020, hvor det faldt med 23 procent i marts, april og maj i forhold til gennemsnittet i 2015 – 2019. I netop de måneder faldt trafikken med samlet set 21 procent i forhold til samme periode året før.

Desværre viser tallene også en stigning i antallet af unge i spiritusulykker.

I 2020 var der 26 procent flere spirituspåvirkede førere eller fodgængere i aldersgruppen 18-24 år i forhold til gennemsnittet i 2015-2019.

»2020 har givet os et unikt indblik i, hvad der sker, hvis vi skærer markant ned på behovet og muligheden for at transportere os. Det er dog både trist og bekymrende, at vi har set flere unge med spiritus i blodet. Det er et fælles ansvar at sige meget klart til de unge, at alkohol og trafik ikke er foreneligt. Nu genåbner samfundet igen, og jeg håber, at vi kan tage noget af det, vi har lært under pandemien med, så vi også næste år kan holde ulykkestallene nede,« siger transportminister Benny Engelbrecht.


jn

Læs også

Del artiklen