Musikforbud indføres i to aarhusianske parker
Efter flere dage med støjklager indfører Aarhus Kommune nu nye regler for afspilning af musik i Botanisk Have og Skanseparken i Aarhus.
De seneste dages varme aftener og et coronalukket natteliv har medført, at festerne er rykket ud i byens parker. Derfor har borgmester Jacob Bundsgaard (S) og Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø, været i dialog med Østjyllands Politi om at begrænse støjen i Botanisk Have og Skanseparken, hvor der de seneste dage har været klager.
Tirsdag oplyses det i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune, at det er blevet besluttet, at høj musik skal slukkes senest klokken 20.00 på hverdage samt søn- og helligdage og klokken 22 på fredage og lørdage. De sidste detaljer er endnu ikke faldet på plads, og det vides derfor endnu ikke, hvornår forbuddet træder i kraft, fremgår det af pressemeddelelsen.
(Artiklen fortsætter under formularen)
»Efter længere tid med høj musik er situationen nu blevet så utålelig for naboerne, at vi i samarbejde med politiet er nødt til at gribe ind. Jeg kan sagtens forstå behovet for at mødes i vores parker og hygge sig i denne tid, men det må kunne finde sted uden at være til gene for naboerne. Derfor indfører vi nu klare og, synes jeg, helt rimelige regler, som skal overholdes. Det vil jeg opfordre alle til at respektere, så sommeren kan byde på gode oplevelser for alle i og omkring vores parker,« siger borgmester Jacob Bundsgaard i pressemeddelelsen.
Århus Stiftstidende har tidligere i flere artikler beskrevet, hvordan beboerne i området er plaget af høj musik fra såkaldte soundbokse. I sidste uge publicerede mediet en lydoptagelse af, hvor høj musikken er på en normal hverdagsaften.
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, håber, at de nye regler give parkernes naboer en bedre søvn.
»Coronapandemien har lukket nattelivet, og de unge har derfor færre steder at mødes. Det er helt naturligt og forståeligt, at de har behov for at mødes og feste, men den teknologiske udvikling betyder også, at mange anlæg spiller så højt, at det generer for mange, og vi skal alle være her. Derfor indfører vi nu efter samråd med politiet et forbud, så regler bliver mere enkle at håndhæve, og så naboerne kan få nattero,« siger rådmand Bünyamin Simsek i pressemeddelelsen.
Der vil løbende være dialog mellem parterne for at drøfte, om forbuddet har den rette effekt, og om der er behov for at udvide det til flere parker eller eventuelt forlænge ordningen, som i første omgang varer til udgangen af september.
jwh