Rådmand: Aarhus vil mangle 600 uddannede pædagoger i 2025

Artiklens øverste billede

Børnehaver, vuggestuer og integrerede institutioner står over for en stor udfordring med at finde medarbejdere med pædagogiske uddannelser. Det skriver Børn- og Unge-rådmand, Thomas Medom (SF), i en pressemeddelelse.

Med indførelsen af minimumsnormering og ambitioner om flere pædagogiske uddannede medarbejdere til at tage sig af børnene i Aarhus Kommune, vil der ifølge rådmanden være behov for 400 nye fuldtidsstillinger med pædagogisk uddannelse.

Tallet er taget fra beregninger på baggrund af officielle tal fra Danmarks Statistik, lyder det fra Thomas Medom. Derudover vil der mangle cirka 200 pædagogisk uddannede fuldtidsmedarbejdere, hvis man skal følge den vækst i børnetallet, som udviklingen i Aarhus fører med sig.

»Det siger sig selv, at pædagoger og andre uddannede medarbejdere med pædagogisk baggrund er afgørende for en god hverdag for børnene i Aarhus. Vi kan tilbyde attraktive arbejdspladser og et godt fagligt miljø for at tiltrække medarbejdere. Men der ligger også en kæmpe opgave i at sørge for nok uddannede, så det overhovedet er til at finde ledige hænder med den rigtige uddannelse,« siger Børn- og Unge-rådmanden.

Regeringens planer presser

Udfordringen med at skulle finde de mange uddannede pædagoger, vil, ifølge Thomas Medom, ikke blive gjort lettere af regeringens planer om at flytte blandt uddannelsespladser på blandt andet pædagoguddannelsen væk fra de større byer.

»Unge skal møde et attraktivt og fagligt stærkt studiemiljø i Aarhus. Det nytter ikke noget, at de skal rende panden mod en mur og blive tvunget til at søge andre uddannelser, hvis de gerne vil uddanne sig og arbejde pædagogisk med børn. Regeringen bør sikre et optag, som imødekommer ønsket fra de uddannelsessøgende og ikke mindst ønsket fra børnefamilierne om uddannet pædagogisk personale i dagtilbuddene,« lydet fra Thomas Medom i en pressemeddelelse.

jg

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen